• Hurtigindgange
  • Sagsdisciplin
  • §-nøgle § 1 - § 44
  • Q&A Om aktindsigtssagen

Høring

Hvis aktindsigtsanmodningen vedrører dokumenter fra andre forvaltningsmyndigheder eller fra virksomheder mv., kan der være anledning til at høre de pågældende, om der efter deres opfattelse er noget til hinder for at udlevere dokumenterne som led i aktindsigt.

1. UNDERRETNING AF DEN OPLYSNINGERNE ANGÅR

Du skal som hovedregel ikke foretage en underretning eller i øvrigt inddrage den, oplysningerne angår i forbindelse med, at din myndighed modtager en begæring om aktindsigt, eller når der er truffet afgørelse om aktindsigt.

Som undtagelser gælder særlige tilfælde, hvor du skal inddrage den pågældende i forbindelse behandlingen af aktindsigtssagen. Det gælder f.eks. underretningspligten i lovens § 41, hvorefter myndigheden ved aktindsigt i personalesager skal underrette den ansatte herom med angivelse af, hvem der har fremsat anmodningen. Når myndigheden har truffet afgørelse, skal den ansatte også underrettes om, hvilke oplysninger i sagen der er udleveret.

2. I HVILKE TILFÆLDE SKAL DER FORETAGES HØRING?

Det kan være relevant at høre både myndigheder, privatpersoner eller virksomheder. En høring skal ske, før afgørelsen om aktindsigt træffes.

Hvis du f.eks. er i tvivl om, hvorvidt en begæring om aktindsigt skal afslås efter § 30, stk. 1, nr. 2, om undtagelse af oplysninger om forretningshemmeligheder, skal du indhente en udtalelse fra den, som oplysningen vedrører - typisk en virksomhed. Høringssvaret bruger du til at belyse risikoen for, at aktindsigten vil påføre virksomheden skade.

En høring af en myndighed kan også være relevant i tilfælde, hvor dokumenterne er udlånt fra den pågældende myndighed, eller hvor dokumenterne vedrører forhold, som kræver en speciel faglig ekspertise. F.eks. skal du indhente en udtalelse fra Udenrigsministeriet, hvis du er tvivl om, hvorvidt rigets udenrigspolitiske interesser kan være til hinder for aktindsigt.

3. HVORDAN FORETAGES EN HØRING?

Høringen skal foretages skriftligt, og du skal huske at angive en høringsfrist, der skal være passende alt afhængig af, hvor omfattende materialet er. Du skal være opmærksom på, at du skal fastsætte en kort høringsfrist, der tager behørigt hensyn til, at aktindsigtsanmodningen skal færdigbehandles snarest og som udgangspunkt inden for 7 arbejdsdage efter modtagelsen, jf. OFL § 36, stk. 2. I høringssager vil det dog ofte ikke være muligt at færdigbehandle aktindsigtssagen inden for fristen på 7 dage.

Rent praktisk vil det ofte være en god idé at medsende materialet, der er anmodet om aktindsigt i, og bede den pågældende, der høres, om at markere med en gennemsigtig tusch, hvilke oplysninger i dokumenterne, der ønskes undtaget. Det er også vigtigt, at du beder den pågældende om så konkret som muligt at begrunde, hvorfor de pågældende oplysninger ønskes undtaget. Du kan se et eksempel på et høringsbrev her.

Du bør samtidig underrette den aktindsigtssøgende om, at du har foretaget en høring og om høringsfristen. Du kan læse et eksempel på et orienteringsbrev her.

4. HVAD HVIS MYNDIGHEDEN ER UENIG MED DEN HØRTE I, HVAD DER KAN UNDTAGES FRA AKTINDSIGT?

En persons eller virksomheds udtalelse er ikke bindende for myndigheden, men vil kunne indgå som et moment i myndighedens konkrete vurdering af, om der skal gives afslag på aktindsigt.

En hørt myndigheds udtalelse i sagen er som udgangspunkt heller ikke bindende for den hørende myndighed. Det er dog klart, at den hørte myndigheds vurdering må tillægges stor vægt i tilfælde, hvor den hørte myndighed besidder en særlig faglig indsigt.

I tilfælde hvor f.eks. en virksomhed i sit høringssvar ønsker at undtage flere oplysninger fra aktindsigt, end hvad du mener, er lovligt, er du som udgangspunkt ikke forpligtet til at høre den pågældende virksomhed igen.

5. ORIENTERING AF ANDRE OM DEN TRUFNE AFGØRELSE

Den person eller virksomhed, som er blevet hørt, bør samtidig med den aktindsigtssøgende have tilsendt en kopi af afgørelsen om aktindsigt. Det samme gælder hørte myndigheder.

6. OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER

Er der indhentet en udtalelse fra den, hvis interesser kan være til hinder for, at der meddeles aktindsigt (høring), skal en oplysning herom indgå i begrundelsen for afgørelsen.

Vær opmærksom på, at du skal partshøre den, som har anmodet om aktindsigt, over et indhentet høringssvar efter reglerne i forvaltningslovens § 19 om partshøring. Dette gælder dog ikke, hvis den hørte afgiver en udtalelse, hvori de oplysninger, der ønskes hemmeligholdt, er gentaget eller uddybet, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 4.

Hvis f.eks. en virksomhed i et høringssvar udtrykkeligt nævner de oplysninger, som kan undtages som forretningshemmeligheder efter lovens § 30, stk. 1, kan den hørende myndighed undlade at forelægge disse oplysninger for den aktindsigtssøgende.

Du kan se et eksempel på en partshøring vedrørende et høringssvar her.

Vær også opmærksom på, at den person eller virksomhed, som oplysningerne i aktindsigtssagen angår, ikke er part i denne sag. Den, som oplysningerne i en sag angår, har derfor ikke krav på efter forvaltningsloven at blive hørt, før der træffes afgørelse om aktindsigt, og den pågældende har ikke krav på begrundelse i tilfælde, hvor begæringen om aktindsigt imødekommes.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvilken myndighed der skal træffe afgørelse i en aktindsigtssag, hvor der foretages høring, kan du læse mere her

7. EKSEMPLER PÅ BEGRUNDELSE

Du kan se eksempler på høringsbreve her.

Sidst opdateret: 14. november 2013