• Hurtigindgange
  • Sagsdisciplin
    • §-nøgle § 1 - § 44
    • Q&A Om aktindsigtssagen

       Sammenstilling af oplysninger i databaser (dataudtræk)

      § 11. Enhver kan forlange, at en forvaltningsmyndighed foretager og udleverer en sammenstilling af foreliggende oplysninger i myndighedens databaser, hvis sammenstillingen kan foretages ved få og enkle kommandoer. Såfremt oplysningerne er omfattet af §§ 19-35, gælder sammenstillingsretten kun, hvis de hensyn, der er nævnt i disse bestemmelser, kan tilgodeses gennem anonymisering el.lign., der kan foretages ved få og enkle kommandoer. Retten til at få foretaget en sammenstilling gælder ikke, hvis oplysningerne allerede er offentliggjort i egnet form eller format.
      Stk.2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse med hensyn til personoplysninger omfattet af § 10 i lov om behandling af personoplysninger.

      Anmodes der om at få foretaget en sammenstilling af oplysninger i myndighedens databaser eller registre, skal dette imødekommes, hvis du kan svare JA til, at følgende fire betingelser er opfyldt:

      1) Oplysningerne findes i myndighedens databaser.
      2) Det er oplysninger, som ikke allerede er offentliggjort i egnet form.
      3) Udtagelsesbestemmelserne i OFL §§ 19 - 35 er uanvendelige.
      4) Sammenstillingen kan foretages med få og enkle kommandoer.

      1. HOVEDREGLEN

      Retten til aktindsigt omfatter som hovedregel dataudtræk fra myndighedens databaser, dvs. at myndigheden har pligt til at udlevere en sammenstilling af oplysninger fra myndighedens databaser. Bestemmelsen indebærer dermed en særlig undtagelse fra offentlighedslovens klare udgangspunkt om, at en myndighed ikke i anledning af en aktindsigtsanmodning har pligt til at udarbejde nye dokumenter.

      Der skal være tale om allerede foreliggende oplysninger i myndighedens databaser.

      Hvis oplysningerne i dataudtrækket er omfattet af undtagelsesbestemmelserne i OFL §§ 19-35, er det endvidere en betingelse, at hensynene bag disse undtagelsesbestemmelser, kan tilgodeses gennem anonymisering eller lignende (er det ikke tilfældet, kan et dataudtræk ikke udleveres). Det gælder f.eks., hvis oplysningerne i dataudtrækket er omfattet af OFL § 30, nr 1, om enkeltpersoners private forhold.

      Dataudtrækket skal kunne ske ved få og enkle kommandoer. Det skyldes, at et dataudtræk ikke skal være en for stor ressourcemæssig belastning for myndigheden. Myndigheden vil som klart udgangspunkt kunne meddele afslag på dataudtræk, hvis et udtræk (og en eventuel anonymisering mv.) ikke kan foretages i løbet af kort tid.

      Retten til dataudtræk gælder ikke, hvis oplysningerne allerede er offentliggjort i en form, der gør det muligt for den aktindsigtssøgende selv at foretage en sammenstilling af de offentliggjorte oplysninger.

      Efter bestemmelsens stk. 2, omfatter retten til dataudtræk ikke oplysninger omfattet af persondatalovens § 10.

      2. OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER

      Inden der udleveres dataudtræk, som indebærer anonymisering af oplysninger omfattet af undtagelsesbestemmelserne i OFL §§ 19-35, skal du sikre dig, at anonymiseringen er tilstrækkelig effektiv.

      Du skal være opmærksom på, at myndigheden kan få dækket de faktiske omkostninger forbundet med at foretage dataudtrækket hos den, der har anmodet herom.

      3. EKSEMPEL PÅ BEGRUNDELSE

      [eksempel]

      De har anmodet om, at [x-myndigheden] foretager en sammenstilling af oplysningerne i [x-myndighedens] database om [indholdet af databasen] således, at [beskrivelse af hvordan sammenstillingen skal ske].

      Efter offentlighedslovens § 11, stk. 1, kan enhver forlange, at en forvaltningsmyndighed udleverer en sammenstilling af foreliggende oplysninger i myndighedens databaser, hvis sammenstillingen kan foretages ved få og enkle kommandoer.

      [X-myndigheden] kan i den anledning oplyse, at den sammenstilling af oplysninger, som De har anmodet om, ikke kan foretages uden brug af væsentlige ressourcer, og sammenstillingen kan således ikke foretages ved få og enkle kommandoer. [X-myndigheden] meddeler Dem derfor afslag på Deres anmodning.

      [/eksempel]

      Sidst opdateret: 25. november 2013