• Hurtigindgange
  • Sagsdisciplin
  • §-nøgle § 1 - § 44
  • Q&A Om aktindsigtssagen

Det offentliges økonomiske interesser

§ 33. Retten til aktindsigt kan begrænses i det omfang, det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til:
[…]
3) Det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det offentliges forretningsvirksomhed.

Du kan meddele afslag på aktindsigt i oplysninger, jf. OFL § 33, nr. 3, hvis du kan svare JA til, at følgende to betingelser er opfyldt:

1) Oplysningerne omhandler det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det offentliges forretningsvirksomhed.
2) Det er efter en konkret vurdering nødvendigt for at beskytte væsentlige hensyn til oplysninger om disse forhold, at der ikke gives aktindsigt.

1. DET OFFENTLIGES ØKONOMISKE INTERESSE, HERUNDER UDFØRELSEN AF DET OFFENTLIGES FORRETNINGSVIRKSOMHED

Som eksempel på oplysninger omfattet af bestemmelsen kan nævnes oplysninger om det offentliges forhandlinger med offentligt ansattes organisationer om løn- og personaleforhold. Det gælder både oplysninger i forbindelse med aktuelle forhandlinger, som et dokument vedrører, og oplysninger i forbindelse med senere forhandlinger, når dette er af væsentlig betydning for det offentliges fremtidige forhandlingsposition.

OFL § 33, nr. 3, finder også anvendelse på det offentliges kontraktindgåelse, herunder afgivelse af tilbud, køb og salg af fast ejendom mv., f.eks. hvis udlevering af oplysninger vil afskære det offentlige fra at optræde som ligestillet part i det pågældende kontraktforhold.

Efter omstændighederne kan OFL § 33, nr. 3, også finde anvendelse, hvor det offentlige indhenter tilbud fra private erhvervsdrivende i forbindelse med indkøb og lignende. Det gælder, hvis der vil være nærliggende risiko for, at aktindsigt i de afgivne tilbud indebærer, at myndigheden i forbindelse med næste udbudsrunde ikke vil kunne fremkalde kvalificerede tilbud, eller at det offentliges forhandlingsposition svækkes.

Kan det dokumenteres, at oplysningerne angår en klart afgrænset del af det offentliges virksomhed, der udøves som en egentlig forretningsvirksomhed i fuld konkurrence med andre (private) virksomheder, vil det normalt ikke være nødvendigt med yderligere dokumentation for at anse betingelserne for anvendelse af lovens § 33, nr. 3, for opfyldt.

I FOB 1991, side 116 , godkendte ombudsmanden således et afslag på aktindsigt i dokumenter vedrørende Post- og Telegrafvæsenets Jetposttjeneste, der blev drevet på markedsvilkår og var økonomisk adskilt fra postvæsenets øvrige virksomhed.

2. VÆSENTLIGE HENSYN

OFL § 33, nr. 3, forudsætter, at du foretager en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde af, om væsentlige hensyn tilsiger, at det er nødvendigt, at den pågældende oplysning hemmeligholdes. Det er derfor vigtigt, at du angiver hvilke væsentlige hensyn, der nødvendiggør afslag på aktindsigt.

Aktindsigt kan (i almindelighed) kun afslås i det tilfælde, hvor du finder, at der er nærliggende fare for, at de nævnte interesser i lovens § 33, nr. 3, vil lide skade af betydning.

Der skal ved den konkrete afvejning i § 33 ikke tages hensyn til aktindsigtsansøgerens individuelle interesse i at blive gjort bekendt med oplysningerne.

For så vidt angår det offentliges kontraktindgåelse kan nævnes, at det har betydning, om aktindsigtsbegæringen fremsættes forud for kontraktindgåelsen, eller efter at kontrakten er afsluttet. Det skyldes, at hensynet til hemmeligholdelse er større i den første situation.

3. OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER

Husk, at hvis kun en del af et dokumentets oplysninger undtages efter bestemmelsen i OFL § 33, nr. 3, så skal den pågældende som udgangspunkt gøres bekendt med dokumentets øvrige indhold, jf. OFL § 34.

4. EKSEMPEL PÅ BEGRUNDELSE

[eksempel]

De har anmodet om aktindsigt i de tilbud, som [x-myndigheden] har modtaget i forbindelse med sit udbud af [projektets genstand].

Det er [x-myndighedens] vurdering, at disse tilbud indeholder oplysninger af betydning for det offentliges økonomiske interesser, herunder oplysninger om [nævn hvilke oplysninger].

Ud fra en konkret vurdering er det [x-myndighedens] opfattelse, at en udlevering af materialet vil medføre en nærliggende fare for, at det offentliges økonomiske interesser vil lide skade af betydning. [X-myndigheden] har i den forbindelse lagt vægt på, at [nævn 2-3 forhold, som du lægger vægt på]. [X-myndigheden] undtager derfor disse oplysninger fra aktindsigt, jf. offentlighedslovens § 33, nr. 2.

[Meroffentlighed]

[/eksempel]

Sidst opdateret: 25. november 2013