• Hurtigindgange
  • Sagsdisciplin
    • §-nøgle § 1 - § 44
    • Q&A Om aktindsigtssagen

       Drifts- og forretningsforhold

      § 30. Retten til aktindsigt omfatter ikke oplysninger om

      2) tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold eller lignende, for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller virksomhed, oplysningerne angår, at anmodningen ikke imødekommes.

      Du kan meddele afslag på aktindsigt i oplysninger, jf. OFL § 30, nr. 2, hvis du kan svare JA til, at følgende to betingelser er opfyldt:

      1) Oplysningerne vedrører tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller drifts- og forretningsforhold.
      2) Oplysningerne er ud fra en konkret vurdering af væsentlig økonomisk betydning for den person eller virksomhed, oplysningerne angår.

      1. TEKNISKE INDRETNINGER MV.

      Tekniske indretninger eller fremgangsmåder kan være produktionsprocesser, kildekoder til EDB-programmer e.l.

      Eksempler på oplysninger om drifts- og forretningsforhold er oplysninger om produktionsmetoder, produktionsforhold, forretningsforbindelser, kundelister, forretningsbetingelser, kontraktsvilkår, forretningsmæssige strategier og markedsføringstiltag, etableringsomkostninger, driftsomkostninger, salgsomkostninger samt oplysninger om virksomhedens regnskaber og økonomiske forhold i øvrigt, herunder dens skattemæssige situation, jf. Offentlighedskommissionens betænkning nr. 1510/2009, side 706.

      2. VÆSENTLIG ØKONOMISK BETYDNING

      Det er et krav efter OFL § 30, nr. 2, at du foretager en konkret vurdering. For at undtage oplysninger i et dokument fra aktindsigt er det altså ikke tilstrækkeligt, at du blot konstaterer, at oplysningerne omhandler drifts- og forretningsforhold.

      I de fleste tilfælde, hvor en myndighed er blevet kritiseret af ombudsmanden i forbindelse med anvendelsen af § 30, nr. 2, skyldes det typisk, at myndigheden ikke har foretaget den fornødne konkrete vurdering. Det er derfor vigtigt, at du angiver hvilke væsentlige hensyn, der nødvendiggør afslaget på aktindsigt.

      Du kan med fordel indhente en udtalelse fra den person eller virksomhed, som oplysningerne vedrører. En sådan udtalelse er ikke bindende, når du konkret skal vurdere aktindsigtsspørgsmålet.

      Efter de specielle bemærkninger til lovforslagets § 30, nr. 2, er bestemmelsen kun anvendelig, hvis indrømmelsen af aktindsigt efter et konkret skøn må antages at indebære en nærliggende risiko for, at der - typisk af konkurrencemæssige årsager - påføres den pågældende person eller virksomhed navnlig økonomisk skade af nogen betydning.

      Der skal være en klar årsagsforbindelse mellem aktindsigt i oplysningerne og risikoen for, at den pågældende person eller virksomheden påføres et økonomisk tab. Hvis tabet i det væsentlige indtræder af andre årsager, er betingelserne for at anvende bestemmelsen i OFL § 30, nr. 2, således ikke opfyldt. Risikoen skal være konkret.

      I FOB 2007, side 315, havde Fødevarestyrelsen meddelt afslag på aktindsigt i navnene på 18 dyrlæger, der udskrev mest antibiotika, idet der efter styrelsens opfattelse var en nærliggende risiko for, at den offentlige omtale ville kunne få alvorlige indvirkninger på dyrlægernes konkurrenceevne og derved også få økonomiske konsekvenser for dem. Ombudsmanden fandt ikke, at denne risiko var underbygget eller sandsynliggjort på en sådan måde og i en sådan grad, at der var grundlag for at meddele afslag på aktindsigt efter den tidligere OFL § 12, stk. 1, nr. 2. Ombudsmanden henviste til, at grundlaget for risikovurderingen var af generel karakter og f.eks. ikke var underbygget af konkrete erfaringer med væsentlige skadevirkninger af aktindsigt i lignende sager.

      Oplysninger som f.eks. CVR.nr. og årsindkomst, der fremgår af offentligt tilgængelige kilder kan aldrig undtages - heller ikke selvom de sammenstilles på en ny måde i dokumentet.

      I forhold til oplysninger om en virksomheds interne drifts- og forretningsforhold, gælder en klar formodning for, at udlevering af oplysningerne vil indebære en nærliggende risiko for, at virksomheden eller den person, oplysningerne angår, vil lide skade af betydning.

      Den aktindsigtssøgendes individuelle interesse i oplysningen skal ikke tages i betragtning ved vurderingen af, om begæringen skal imødekommes.

      Spørgsmålet om anvendelse af OFL § 30, nr. 2, vil ofte være relevant i udbudssager, hvor de tilbudsafgivende virksomheder ønsker indsigt i hinandens tilbud mv. som led i en klagesag. Du kan læse mere om udbudssagerne her.

      3. OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER

      Husk, at hvis kun en del af et dokumentets oplysninger undtages efter bestemmelsen i OFL § 30, nr. 2, så skal den pågældende som udgangspunkt gøres bekendt med dokumentets øvrige indhold, jf. OFL § 34. Husk desuden også altid at overveje meroffentlighed efter OFL § 14.

      4. EKSEMPEL PÅ BEGRUNDELSE

      Du skal være opmærksom på, at du kan undlade at begrunde undtagelsen af denne type oplysninger, hvis du derved kommer til at afsløre oplysningen, eller den - ud fra sammenhængen - kan udledes. I den forbindelse skal du huske på, at en konkurrerende virksomhed ofte kan udlede mere af sammenhængen end en myndighed kan gennemskue på forhånd.

      Ofte kan der med fordel gives en lidt løsere begrundelse:

      [eksempel]

      De har anmodet om aktindsigt i [x-myndighedens] kontrakt med [virksomhedens navn] vedrørende [projektets genstand].

      Det er [x-myndighedens] vurdering, at der i kontrakten findes oplysninger, som vedrører drifts- og forretningsforhold hos [virksomhedens navn]. Ud fra en konkret vurdering er det [x-myndighedens] opfattelse, at en udlevering af oplysningerne vil medføre en nærliggende risiko for, at [virksomhedens navn] påføres økonomisk skade af nogen betydning. [X-myndigheden] undtager derfor disse oplysninger fra aktindsigt, jf. offentlighedslovens § 33, nr. 2.

      [Meroffentlighed]

      [/eksempel]

      Sidst opdateret: 9. maj 2017