• Hurtigindgange
  • Sagsdisciplin
  • §-nøgle § 1 - § 44
  • Q&A Om aktindsigtssagen

 Forebyggelse, efterforskning, sigtede, vidner m.v.

§ 33. Retten til aktindsigt kan begrænses i det omfang, det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til:
1) Forebyggelse, efterforskning og forfølgning af lovovertrædelser, straffuldbyrdelse og lignende samt beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning

Du kan meddele afslag på aktindsigt i oplysninger, jf. OFL § 33, nr. 1, hvis du kan svare JA til, at følgende to betingelser er opfyldt:

1) Oplysningerne omhandler forebyggelse, efterforskning og forfølgning af lovovertrædelser, straffuldbyrdelse og lignende (1. led) eller beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning (2. led).
2) Det er efter en konkret vurdering nødvendigt for at beskytte væsentlige hensyn til sådanne oplysninger, at der ikke gives aktindsigt.

1. FOREBYGGELSE, EFTERFORSKNING M.V. (1. LED)

Som eksempel på oplysninger omfattet af § 33, nr. 1, 1. led, kan nævnes oplysninger om politiets efterforskningsteknikker eller lignende interne oplysninger hos politiet eller en anden myndighed

Sager inden for strafferetsplejen vil normalt være undtaget fra aktindsigt allerede efter OFL § 19. Dette gælder imidlertid ikke, hvis en straffesags akter f.eks. udlånes til brug ved behandlingen af en anden sag uden for strafferetsplejen.

2. SIGTEDE, VIDNER M.V. I SAGER OM STRAFFERETLIG ELLER DISCIPLINÆR FORFØLGNING (2. LED)

Som eksempel på oplysninger omfattet af § 33, nr. 1, 2. led, kan nævnes oplysninger, hvis hemmeligholdelse - for at sikre beskyttelse af sigtede, vidner eller andre - er påkrævet af hensyn til muligheden for at kunne opnå en forklaring fra de pågældende i forbindelse med den administrative behandling af en straffe- eller disciplinærsag.

I FOB 1995, side 244 , havde den daværende Told- og Skattestyrelsen afvist at meddele en journalist aktindsigt i en it-baseret liste over mulige selskabstømmersager. Ombudsmanden fandt ikke, at den dagældende OFL § 13, stk. 1, nr. 3, var anvendelig, da styrelsen ikke havde foretaget en konkret vurdering af de sager, der var opført på listen.

Udtrykket disciplinær forfølgning omfatter alle arter af disciplinærsager, der er under behandling i den offentlige forvaltning.

Husk, at sager om enkeltpersoners ansættelsesforhold i det offentliges tjeneste kan være undtaget fra aktindsigt efter OFL § 21, stk. 2 og 3.

Husk også at 33, nr. 1, 2. led, kun omfatter sager om strafferetlig eller disciplinærforfølgning. Det indebærer bl.a., at bestemmelsen ikke kan anvendes på oplysninger i sager, hvor myndighederne ikke har adgang til at rejse sag om disciplinær forfølgning.

3. VÆSENTLIGE HENSYN

Både 1. og 2. led i OFL § 33, nr. 1, forudsætter, at du foretager en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde af, om væsentlige hensyn tilsiger, at det er nødvendigt, at den pågældende oplysning hemmeligholdes. Det er derfor vigtigt, at du angiver hvilke væsentlige hensyn, der nødvendiggør afslag på aktindsigt.

Aktindsigt kan kun afslås i det tilfælde, hvor du finder, at der er nærliggende fare for, at de nævnte interesser i § 33, nr. 1, vil lide skade af betydning.

Der skal ved den konkrete afvejning i lovens § 33 ikke tages hensyn til aktindsigtsansøgerens individuelle interesse i at blive gjort bekendt med oplysningerne.

4. OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER

Husk, at hvis kun en del af et dokuments oplysninger undtages efter bestemmelsen i OFL § 33, nr. 1, så skal den pågældende som udgangspunkt gøres bekendt med dokumentets øvrige indhold, jf. OFL § 34.

5. EKSEMPEL PÅ BEGRUNDELSE

[eksempel]

De har anmodet om aktindsigt i [x-myndighedens] afgørelser om, hvilke personer der er blevet indbragt for [f.eks. et disciplinært nævn].

Det er [x-myndighedens] vurdering, at væsentlige hensyn tilsiger, at disse oplysninger undtages fra aktindsigt. [X-myndigheden] har i den forbindelse lagt vægt på, at [nævn 2-3 forhold, som du lægger vægt på]. [X-myndigheden] undtager derfor disse oplysninger fra aktindsigt, jf. offentlighedslovens § 33, nr. 1.

[Meroffentlighed]

[/eksempel]

Sidst opdateret: 25. november 2013