• Hurtigindgange
  • Sagsdisciplin
    • §-nøgle § 1 - § 44
    • Q&A Om aktindsigtssagen

      Generalklausulen

      § 33. Retten til aktindsigt kan begrænses i det omfang, det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til:
      […]
      5) Private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet.

      Du kan meddele afslag på aktindsigt i oplysninger, jf. OFL § 33, nr. 5, hvis du kan svare JA til, at følgende to betingelser er opfyldt:

      1) Oplysningerne omhandler private eller offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet.
      2) Hemmeligholdelse er efter en konkret vurdering påkrævet.
       

      1. PRIVATE OG OFFENTLIGE INTERESSER, HVOR HEMMELIGHOLDELSE EFTER FORHOLDETS SÆRLIGE KARAKTER ER PÅKRÆVET

      Når du skal tage stilling til, hvilke beskyttelsesinteresser der kan være omfattet af bestemmelsen i OFL § 33, nr. 5, skal du være opmærksom på, at bestemmelsen i første række skal tilgodese beskyttelsesinteresser, der er anerkendt i lovens øvrige undtagelsesbestemmelser, men hvor de udtrykkelige bestemmelser har vist sig at være utilstrækkelige. Bestemmelsen kan imidlertid også i særlige tilfælde anvendes til at varetage beskyttelsesinteresser, der ikke har en snæver sammenhæng med de interesser, der er kommet til udtryk i undtagelsesbestemmelserne.

      Bestemmelsen kan således bl.a. anvendes med henblik på at beskytte hensynet til det offentliges politiske beslutningsproces af særlig karakter. Bestemmelsen kan f.eks. anvendes på de tilfælde, hvor hensynet til den politiske beslutningsproces gør det påkrævet, at oplysninger, som ellers ville skulle udleveres efter OFL § 24, stk. 3, ikke udleveres.

      Bestemmelsen kan også anvendes til at undtage interne dokumenter, der udveksles mellem ministre og folketingsmedlemmer i forbindelse med sager om lovgivning og anden tilsvarende politisk proces, men som ikke er udarbejdet til brug for sådan en sag og derfor ikke vil være omfattet af lovens § 27, nr. 2.

      Bestemmelsen kan ligeledes anvendes til at undtage dokumenter og oplysninger, som må forventes at komme til at indgå i en kommende undersøgelseskommissions arbejde, såfremt det vurderes, at en udlevering af materialet vil være skadelig for kommissionens gennemførelse af sin undersøgelse. Den vurdering, der vil skulle foretages, er nærmere beskrevet i lovforslagets specielle bemærkninger til bestemmelsen.

      2. VÆSENTLIGE HENSYN

      OFL § 33, nr. 5, forudsætter, at du foretager en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde af, om væsentlige hensyn gør det påkrævet, at oplysningerne hemmeligholdes. Du skal i den forbindelse være opmærksom på, at § 33, nr. 5, har et begrænset anvendelsesområde. Den forudsættes kun anvendt, hvor hemmeligholdelse af hensyn til offentlige eller private interesser er klart påkrævet. Det er derfor også vigtigt, at du i begrundelsen klart angiver, hvilke væsentlige hensyn der nødvendiggør afslag på aktindsigt.

      Der skal ved den konkrete afvejning i lovens § 33 ikke tages hensyn til aktindsigtsansøgerens individuelle interesse i at blive gjort bekendt med oplysningerne.

      3. OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER

      Husk, at hvis kun en del af et dokumentets oplysninger undtages efter bestemmelsen i OFL § 33, nr. 5, så skal den pågældende som udgangspunkt gøres bekendt med dokumentets øvrige indhold, jf. OFL § 34.

      4. EKSEMPEL PÅ BEGRUNDELSE

      [eksempel]

      De har anmodet om aktindsigt i en række dokumenter, som [x-myndigheden] har udvekslet med [en anden myndighed] i forbindelse med forberedelsen af afgørelsen i sagen om [emne].

      Disse dokumenter kan ikke undtages fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 24 om ministerbetjenining, jf. lovens § 24, stk. 3. Det følger af denne bestemmelse, at reglen om ministerbetjening ikke gælder i sager, hvori der er eller vil blive truffet en konkret afgørelse af en forvaltningsmyndighed.

      Ud fra en konkret vurdering er det imidlertid [x-myndighedens] opfattelse, at hensynet til den politiske beslutningsproces [uddybes i muligt omfang] gør det klart påkrævet, at retten til aktindsigt begrænses i forhold til en række oplysninger i de pågældende dokumenter. [X-myndigheden] undtager derfor disse oplysninger fra aktindsigt, jf. offentlighedslovens § 33, nr. 5. Dokumenternes øvrige indhold udleveres.

      [Meroffentlighed]

      [/eksempel]

      Sidst opdateret: 25. november 2013