• Hurtigindgange
  • Sagsdisciplin
  • §-nøgle § 1 - § 44
  • Q&A Om aktindsigtssagen

Dokumenter, som udveksles mellem KL, Danske Regioner samt disses medlemmer

§ 25. Retten til aktindsigt omfatter ikke interne dokumenter og oplysninger, der udveksles mellem KL, Danske Regioner samt disses medlemmer i forbindelse med økonomiske eller politiske forhandlinger med staten eller i forbindelse med drøftelser om fælles kommunale og regionale politiske initiativer.

Du kan meddele afslag på aktindsigt efter bestemmelsen i OFL § 25, hvis du kan svare JA til, at én af følgende to betingelser er opfyldt:

1) Udvekslingen af de interne dokumenter mv. er sket i forbindelse med økonomiske eller politiske forhandlinger med staten.

eller

2) Udvekslingen af de interne dokumenter mv. er sket i forbindelse med drøftelser om fælles kommunale og regionale politiske initiativer.

1. NÆRMERE OM BESTEMMELSEN

Når du skal anvende OFL § 25, skal du være opmærksom på, at formålet med bestemmelsen bl.a. er at sikre lighed mellem på den ene side KL, Danske Regioner, kommunerne og regionerne og på den side staten i forbindelse med økonomiske og politiske forhandlinger mellem disse parter. Det betyder lidt forenklet udtrykt, at et kommunalt eller regionalt dokument vil kunne undtages fra aktindsigt i samme omfang, som et statsligt dokument vil kunne undtages fra aktindsigt i medfør af lovens § 24, stk. 1, om ministerbetjeningsdokumenter.

2. HVILKE FORHANDLINGER?

2.1 Forhandlinger med staten

Bestemmelsen undtager dokumenter, som udveksles i forbindelse med økonomiske eller politiske forhandlinger med staten.

Som eksempel på økonomiske forhandlinger med staten kan nævnes de årlige økonomiforhandlinger, som KL og Danske Regioner har med regeringen. Som eksempel kan også nævnes det løbende budgetsamarbejde med staten og herunder de statusforhandlinger, som KL og Danske Regioner kvartalsvist har med regeringen.

Som eksempel på politiske forhandlinger med staten kan nævnes de drøftelser, som KL og Danske Regioner sammen med deres medlemmer har med regeringen om eventuelle forslag til lovændringer, handlingsplaner mv.

2.2 Fælles kommunale og regionale politiske aktiviteter

Dokumenter, der udveksles mellem KL, Danske Regioner, kommunerne og regionerne i forbindelse med disse parters drøftelser om fælles kommunale og regionale politiske aktiviteter, er også omfattet af bestemmelsen.

Som eksempler på dokumenter, der kan undtages fra aktindsigt i medfør af dette led i bestemmelsen, kan nævnes handlingsplaner og lignende.

3. OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER

Når det i lovens § 25 anføres, at det alene er interne dokumenter, der udveksles mellem de relevante parter "i forbindelse med" de nævnte forhandlingssituationer eller drøftelser, der er undtaget fra aktindsigt, betyder det, at både dokumenter, der udveksles, mens forhandlingerne foregår, men også dokumenter, der udveksles i løbet af forberedelsen af forhandlingerne, er omfattet af undtagelsesbestemmelsen.

4. EKSEMPEL PÅ BEGRUNDELSE

[eksempel]

De har søgt om aktindsigt i […].

[X-myndigheden] kan i den anledning oplyse, at det følger af offentlighedslovens § 25, at retten til aktindsigt ikke omfatter interne dokumenter og oplysninger, der udveksles mellem KL, Danske regioner samt disses medlemmer i forbindelse med økonomiske eller politiske forhandlinger med staten eller i forbindelse med drøftelser om fælles kommunale og regionale politiske initiativer.

På den baggrund har [x-myndigheden] undtaget en række interne dokumenter [akt nr. xxx] fra aktindsigt, som er udvekslet mellem KL og Danske Regioner i forbindelse med de kvartalsvise statusforhandlinger med regeringen, jf. lovens § 25, jf. § 23, stk. 1, nr. 3.

[Ekstrahering]

[Meroffentlighed]

[/eksempel]

Sidst opdateret: 25. november 2013