• Hurtigindgange
  • Sagsdisciplin
  • §-nøgle § 1 - § 44
  • Q&A Om aktindsigtssagen

 Statens sikkerhed eller rigets forsvar

§ 31. Retten til aktindsigt kan begrænses i det omfang, det er af væsentlig betydning for statens sikkerhed eller rigets forsvar.

Du kan meddele afslag på aktindsigt i oplysninger, jf. OFL § 31, hvis du kan svare JA til, at følgende to betingelser er opfyldt:

1) Oplysningerne omhandler statens sikkerhed eller rigets forsvar.
2) Det er af væsentlig betydning for statens sikkerhed eller rigets forsvar, at retten til aktindsigt begrænses.

1. OPLYSNINGER OM STATENS SIKKERHED ELLER RIGETS FORSVAR

Oplysninger kan undtages fra retten til aktindsigt f.eks. af hensyn til beskyttelse af statsministerens personlige sikkerhed, til beskyttelse af udsendt ambassadepersonales sikkerhed, beskyttelse af operationssikkerhed for udsendte militære styrker eller beskyttelse af et ministeriums it-sikkerhed.

2. VÆSENTLIG BETYDNING

Det er en betingelse for, at retten til aktindsigt kan begrænses, at det er af væsentlig betydning for statens sikkerhed eller rigets forsvar. For at undtage oplysninger efter bestemmelsen i lovens § 31 er det altså ikke tilstrækkeligt, at du blot konstaterer, at oplysningerne vedrører statens sikkerhed eller rigets forsvar.

Eksempelvis er ikke enhver oplysning om "våbenmæssige forhold" nødvendigvis en oplysning, som har betydning for rigets forsvar. Således vil oplysninger om, hvorvidt en dansk virksomhed eksporterer våben, efter omstændighederne kunne være en oplysning om rigets forsvar, men det behøver ikke være det.

I FOB 1998, side 176 , havde Politiets Efterretningstjeneste og Justitsministeriet afvist en anmodning om at oplyse, hvorvidt efterretningstjenesten var i besiddelse af registreringer eller oplysninger i øvrigt om den person, der havde ansøgt om aktindsigt. Ombudsmanden havde ikke grundlag for at kritisere efterretningstjenestens retsopfattelse, hvorefter efterretningstjenesten efter en konkret vurdering kan afslå at oplyse, hvorvidt efterretningstjenesten har oplysninger om en person.

3. OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER

Husk, at hvis kun en del af et dokumentets oplysninger undtages efter bestemmelsen i OFL § 30, nr. 1, så skal den pågældende som udgangspunkt gøres bekendt med dokumentets øvrige indhold, jf. OFL § 34. Husk desuden også altid at overveje meroffentlighed efter OFL § 14.

4. EKSEMPEL PÅ BEGRUNDELSE

[eksempel]

De har anmodet om aktindsigt i [x-myndighedens] oversigt over militæroperationer.

Det er [x-myndighedens] vurdering, at oversigten indeholder oplysninger, som vedrører statens sikkerhed eller rigets forsvar, herunder oplysninger om [nævn i muligt omfang hvilke oplysninger].

Det er [x-myndighedens] opfattelse, at det er af væsentlig betydning for statens sikkerhed [eller rigets forsvar], at oplysningerne ikke udleveres. [X-myndigheden] har i den forbindelse lagt vægt på, at [nævn 2-3 forhold, som du lægger vægt på]. [X-myndigheden] undtager derfor disse oplysninger fra aktindsigt, jf. offentlighedslovens § 31.

[Meroffentlighed]

[/eksempel]

Sidst opdateret: 25. november 2013