• Hurtigindgange
  • Sagsdisciplin
  • §-nøgle § 1 - § 44
  • Q&A Om aktindsigtssagen

 Straffesager

§ 19. Retten til aktindsigt omfatter ikke sager inden for strafferetsplejen, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Bødeforelæg, som en juridisk person har vedtaget, er omfattet af retten til aktindsigt efter lovens almindelige regler.
Stk. 3. Stk. 2 omfatter ikke bødeforelæg hos politiet eller anklagemyndigheden.

Retten til aktindsigt omfatter som udgangspunkt ikke straffesager. Du kan afvise at give aktindsigt, hvis du kan svare JA til, at følgende to betingelser er opfyldt:

1) Der er tale om dokumenter, der indgår i en sag inden for strafferetsplejen.
2) Dokumenterne indeholder ikke et bødeforlæg, som en juridisk person har vedtaget.

1. HOVEDREGLEN

Retten til aktindsigt omfatter ikke sager inden for strafferetsplejen, jf. OFL § 19, stk. 1. Med begrebet "sager inden for strafferetsplejen" forstås alle sager vedrørende gennemførelse af strafferetlige retsfølger, herunder også de sager, der efter særlig hjemmel behandles af andre forvaltningsmyndigheder end politi og anklagemyndighed.

Omfattet af bestemmelsen er således bl.a. sager vedrørende politiets efterforskning af lovovertrædelser og anklagemyndighedens udøvelse af funktioner i forbindelse med en straffesags behandling ved domstolene; sager i forbindelse med fuldbyrdelse af straffedomme, herunder sager om prøveløsladelse, udsættelse af strafafsoning, udgangstilladelse, ikendelse af disciplinærstraffe mv.; sager om udlevering af lovovertrædere; sager om anvendelse af disciplinærmidler inden for forsvaret og civilforsvaret; sager om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning, som behandles administrativt i henhold til retsplejelovens regler herom, samt sager om opløsning af foreninger.

Undtagelsen i OFL § 19, stk. 1, gælder ikke kun for politi og anklagemyndighed, men også for sager hos andre forvaltningsmyndigheder. Det gælder for det første de tilfælde, hvor forvaltningsmyndigheder som f.eks. SKAT og Arbejdstilsynet kan afslutte sager med bødeforlæg. Det gælder også, hvor forvaltningsmyndigheder, f.eks. tilsynsmyndigheder, overgiver en sag til politiet til strafferetlig efterforskning. I det tilfælde er sagerne omfattet af lovens almindelige regler om aktindsigt, indtil det tidspunkt der træffes beslutning om at indgive politianmeldelse. Herefter bliver sagen til en straffesag i offentlighedslovens forstand - både hos forvaltningsmyndigheden og hos politiet. I tilfælde, hvor politi eller anklagemyndighed indhenter en udtalelse hos en anden myndighed til brug for straffesagens behandling, er høringssagen ligeledes undtaget fra aktindsigt hos begge myndigheder.

Bestemmelsen i OFL § 19, stk. 1, omfatter både sager vedrørende enkeltpersoner og juridiske personer som for eksempel aktie- og anpartsselskaber.

Når du vurderer, at der ikke kan gives aktindsigt i en sag i henhold til OFL § 19, stk. 1, betyder det, at hele sagen - det vil sige samtlige sagens dokumenter og oplysninger - er undtaget fra aktindsigt. Dette gælder, selvom der er dokumenter eller oplysninger i sagen, som ville kunne have været undergivet aktindsigt, hvis de havde foreligget i en anden sammenhæng.

Du skal dog være opmærksom på, at dokumenterne mv. kun er undtaget, hvis de udelukkende benyttes i en sag inden for strafferetsplejen. Hvis sagens dokumenter mv. derfor udlånes til en sag uden for strafferetsplejen, eller myndigheden selv anvender dokumenterne i en anden sammenhæng, f.eks. i en fortsat tilsynssag, vil dokumenterne være omfattet af lovens almindelige regler om aktindsigt. Hvis en myndighed har overgivet en sag til politiet, vil eventuelle kopier af de fremsendte akter, der fortsat er hos myndigheden, være omfattet af undtagelsesbestemmelsen. Akter, som myndigheden har skønnet uden betydning for straffesagen og derfor ikke har fremsendt til politiet, er derimod ikke omfattet af bestemmelsen. Disse dokumenter er derfor omfattet af lovens almindelige regler om aktindsigt. Du skal i denne sammenhæng være opmærksom på, at retten til indsigt kan begrænses, når hensynene nævnt i OFL §§ 31-33 gør sig gældende.

2. SÆRLIG BESTEMMELSE OM ADMINISTRATIVE BØDEFORLÆG

I henhold til OFL § 19, stk. 2, kan der i overensstemmelse med lovens almindelige regler meddeles aktindsigt i bødeforlæg, som er vedtaget af en juridisk person. Bestemmelsen gælder kun bødeforlæg, som er udstedt af almindelige forvaltningsmyndigheder på f.eks. arbejdsmiljøområdet, fødevareområdet eller miljøområdet.

Retten til aktindsigt i henhold til OFL § 19, stk. 2, gælder først fra det tidspunkt, hvor den juridiske person har vedtaget bødeforlægget.

Bestemmelsen gælder ikke for bødeforlæg, som er udstedt af politiet eller anklagemyndigheden, jf. OFL § 19, stk. 3. Det betyder dog ikke, at der ikke kan gives aktindsigt i sådanne bødeforlæg. Det skal bare ske efter retsplejelovens § 41 g, hvorefter der er adgang til aktindsigt i bødeforlæg vedtaget af juridiske personer hos politi og anklagemyndighed i samme omfang som hos andre myndigheder. Du skal i disse tilfælde derfor videresende aktindsigtsanmodningen til vedkommende politikreds mv., der herefter træffer afgørelse i aktindsigtssagen.

3. OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER

Du skal være opmærksom på, at selvom alle dokumenter og oplysninger i sager inden for strafferetsplejen er undtaget fra aktindsigt efter OFL § 19, stk. 1, så er det fremhævet i de specielle bemærkninger til lovforslagets § 19, at der som følge af reglen om meroffentlighed i lovens § 14, stk. 2, i praksis vil kunne gives en vis begrænset aktindsigt i sager om strafferetlig forfølgning af juridiske personer. Det kan for eksempel være oplysninger om en juridisk persons identitet, og hvilken lovovertrædelse sagen angår.

4. EKSEMPEL PÅ BEGRUNDELSE

[eksempel]

De har søgt om aktindsigt i […].

Det kan i den forbindelse oplyses, at de pågældende oplysninger og dokumenter indgår i en sag inden for strafferetsplejen, og [x-myndighed] meddeler Dem derfor afslag på aktindsigt, jf. offentlighedslovens § 19, stk. 1. Det følger således af denne bestemmelse, at retten til aktindsigt ikke omfatter sager inden for strafferetsplejen. Det betyder bl.a., at alle dokumenter mv., der indgår i eller oprettes i forbindelse med [den konkrete sagstype], er omfattet af undtagelsesbestemmelsen.

[Meroffentlighed]

[/eksempel]

Sidst opdateret: 25. november 2013