• Hurtigindgange
  • Sagsdisciplin
    • §-nøgle § 1 - § 44
    • Q&A Om aktindsigtssagen

      Tavshedspligt

      § 35. Pligten til at meddele oplysninger er begrænset af særlige bestemmelser om tavshedspligt fastsat ved lov eller med hjemmel i lov for personer, der virker i offentlig tjeneste eller hverv.

      Har du vurderet, at oplysninger i et dokument er undergivet ret til aktindsigt, skal du dernæst overveje, om særlige bestemmelser om tavshedspligt er til hinder for, at du giver aktindsigt i oplysningerne.

      1. SÆRLIGE BESTEMMELSER OM TAVSHEDSPLIGT

      Ved særlige tavshedspligtsbestemmelser forstås bestemmelser, der er optaget i særlovgivningen (dvs. uden for de almindelige regler om tavshedspligt i straffeloven, forvaltningsloven og tjenestemandslovgivningen), og som ud fra særlige hensyn fastsætter tavshedspligt i relation til nærmere angivne forhold.

      Tavshedsforskrifter optaget i umiddelbart anvendelige EU-retsakter (navnlig forordninger) og andre EU-retsakter og folkeretlige traktater, der ved lov eller i henhold til lov er tillagt gyldighed her i landet, vil også betragtes som specielle tavshedspligtsbestemmelser. Dette gælder også administrative tavshedsforskrifter, hvis det udtrykkelig fremgår af loven eller forarbejderne, at der er hjemmel til at fastsætte en speciel tavshedsforskrift.

      Der er forholdsvis få regler om særlig tavshedspligt. En praktisk meget betydningsfuld regel findes i skatteforvaltningslovens § 17, 1. pkt., hvoraf det følger, at ”Skattemyndighederne skal under ansvar efter §§ 152, 152 a og 152 c-152 f i straffeloven iagttage ubetinget tavshed over for uvedkommende med hensyn til oplysninger om en fysisk eller en juridisk persons økonomiske, erhvervsmæssige eller privatlivet tilhørende forhold, som de under varetagelsen af deres arbejde bliver bekendt med.”

      For så vidt angår den nærmere vurdering af, om en tavshedspligtsbestemmelse er "særlig" henvises til Offentlighedskommissionens betænkning nr. 1510/2009, kapitel 18, pkt. 3.1 (side 731 f.) med omtale af den fortegnelse over særlige tavshedspligtforskrifter, der er optrykt i Folketingstidende 1969-70, tillæg B, sp. 2131 f., samt betænkningens bilag 5 (side 1100 ff.), der bl.a. indeholder en oversigt over særlige tavshedspligtbestemmelser inden for de enkelte ministeriers ressortområder.

      2. RETSVIRKNINGEN AF AT OPLYSNINGER ER OMFATTET AF EN SÆRLIG TAVSHEDSPLIGTSBESTEMMELSE

      Hvis der foreligger en særlig tavshedspligtbestemmelse, betyder det som altovervejende hovedregel, at de forhold, der er omfattet af bestemmelsen, ikke er undergivet aktindsigt efter offentlighedsloven. Det gælder uanset, om der efter et konkret skøn i et foreliggende tilfælde kan siges at foreligge et tilstrækkeligt behov herfor.

      Hvis kun en del af oplysningerne i et dokument er omfattet af en særlig tavshedspligtbestemmelse, vil myndigheden skulle meddele aktindsigt i dokumentets øvrige indhold.

      Som undtagelse til hovedreglen gælder for det første tilfælde, hvor der er særlig lovhjemmel til at udlevere oplysninger omfattet af en særlig tavshedspligtsbestemmelse - f.eks. forvaltningslovens regler om partsaktindsigt. Som undtagelse gælder for det andet tilfælde, hvor den person, i hvis interesse tavshedspligten gælder, giver samtykke til udlevering af de pågældende oplysninger. Vær dog opmærksom på, at det i lovgivningen kan være bestemt, at samtykke fra den, som tavshedspligten tilsigter at beskytte, ikke indebærer, at oplysningerne kan videregives.

      3. RETSVIRKNINGEN AF AT OPLYSNINGER ER OMFATTET AF EN ALMINDELIG REGEL OM TAVSHEDSPLIGT

      De almindelige regler om tavshedspligt findes i forvaltningslovens § 27, straffelovens § 152 og § 264 d og i tjenestemandslovgivningen.

      Der er i praksis i meget vidt omfang identitet mellem de oplysninger, der er omfattet af de almindelige tavshedspligtsregler, og de oplysninger, der ikke er offentligt tilgængelige som følge af offentlighedslovens undtagelsesbestemmelser (lovens §§ 30-33).

      Du behøver derfor ikke at vurdere, om de almindelige tavshedspligtsregler er til hinder for, at du udleverer oplysninger, der ikke er offentligt tilgængelige efter lovens §§ 30-33.

      4. SÆRLIGE OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER

      Vær opmærksom på bestemmelsen i lovens § 14, stk. 1, 2. pkt., hvorefter der som hovedregel ikke kan gives aktindsigt efter meroffentlighedsprincippet, hvis regler om tavshedspligt mv. er til hinder herfor. Det gælder både de almindelige tavshedspligtsregler i straffeloven, forvaltningsloven og tjenestemandslovgivningen og særlige tavshedspligtbestemmelser i særlovgivningen.

      Som en undtagelse hertil gælder dog, at en myndighed - uanset at en oplysning er omfattet af en tavshedspligtsbestemmelse - kan give meroffentlighed, hvis den pågældende tavshedspligtsbestemmelse varetager hensynet til en offentlig interesse, som myndigheden selv kan råde over.
       

      Sidst opdateret: 25. november 2013