Myndighedernes aktive information

§ 17. En forvaltningsmyndighed skal på myndighedens hjemmeside give borgerne information om sin virksomhed.
Stk. 2. En forvaltningsmyndighed skal fastsætte retningslinjer vedrørende den informationspligt, der følger af stk. 1.
Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 gælder for ministerielle departementer og underliggende styrelser og direktorater og uafhængige nævn og råd samt den centrale forvaltning i kommunerne og regionerne.

1. NÆRMERE OM BESTEMMELSEN

Af OFL § 17 følger en forpligtelse for en række forvaltningsmyndigheder (se stk. 3) til at give information på myndighedens hjemmeside.

Hvilke oplysninger, der er omfattet af den aktive informationspligt, beror på en konkret vurdering for den enkelte myndighed.

Som eksempler på information kan nævnes oplysninger om myndighedens organisatoriske og økonomiske forhold, eksterne og interne målsætninger om for eksempel værdi- og servicemål, løn-, personale- og trivselspolitik, eventuelle resultatkontrakter med underliggende myndigheder, information om eventuelle politiske aftaler, handlingsplaner på et bestemt område, eventuelle generelle redegørelser, analyser og rapporter om områder inden for myndighedens ressort, årsberetninger, statistiske oplysninger, information om de opgaver myndigheden varetager, den væsentligste regulering på det område, inden for hvilket myndigheden varetager opgaver samt oversigter over myndighedens praksis.

Herudover kan der, for eventuelle råd, nævn eller udvalg nedsat ved den enkelte myndighed, fremgå information om disse organers forretningsorden, opgaver, sammensætning mv.

På myndighedens hjemmeside skal der også være information om de retningslinjer om aktiv information, som myndigheden i henhold til bestemmelsens stk. 2 er forpligtet til at fastsætte.

2. OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER

Du skal være opmærksom på, at den aktive informationspligt ikke betyder, at myndigheden må offentliggøre dokumenter, der indeholder personfølsomme oplysninger, jf. navnlig persondatalovens §§ 6-8 eller oplysninger, som er tavshedsbelagte, jf. forvaltningslovens § 27.

Du skal også være opmærksom på, at oplysningerne på hjemmesiden løbende skal ajourføres.

Sidst opdateret: 27. november 2013