Afgørelseseksempel nr. 1 - Drifts- og forretningsforhold

Afgørelse vedrørende anmodning om aktindsigt i Computertech A/S' løsningsbeskrivelse i Undervisningsministeriets IT-udbud

Undervisningsministeriet vender hermed tilbage i sagen vedrørende Deres anmodning af 2. januar 2013 om aktindsigt i Computertech A/S' løsningsbeskrivelse i Undervisningsministeriets udbud af digital postløsning.

 

Undervisningsministeriet har den 7. januar 2013 anmodet Computertech A/S om en udtalelse om aktindsigt i anledning af Deres aktindsigtsanmodning.

 

Computertech A/S har i sin udtalelse af 14. januar 2013 anført, at visse oplysninger om tekniske og funktionelle løsninger, herunder bl.a. IT-arkitektur og design, bør undtages fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 30, nr. 2, idet der er tale om fortrolige oplysninger, hvis afsløring vil medføre væsentlig økonomisk skade for Computertech A/S. Computertech A/S har anført forskellige begrundelser, alt efter hvilken del af dokumentet, der er tale om.

 

Undervisningsministeriet har den 16. januar 2013 partshørt Dem om Computertech A/S' høringssvar.

 

Afgørelse

 

Computertech A/S' løsningsbeskrivelse i Undervisningsministeriets udbud af digital postløsning vedlægges.

 

Enkelte oplysninger i dokumenterne er undtaget fra aktindsigt efter § 30, nr. 2, i lov nr. 606 af 12. juni 2013 om offentlighed i forvaltningen (offentlighedsloven). Baggrunden herfor er følgende:

 

Efter offentlighedslovens § 30, nr. 2, omfatter retten til aktindsigt ikke oplysninger om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold el.lign., for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller virksomhed, oplysningerne angår, at anmodningen ikke imødekommes.

 

Oplysningerne kan undtages efter offentlighedslovens § 30, nr. 2, hvis aktindsigt efter et konkret skøn må antages at indebære en nærliggende risiko for, at der - typisk af konkurrencemæssige grunde - påføres personen eller virksomheden skade, navnlig et økonomisk tab af nogen betydning.

 

Det er Undervisningsministeriets vurdering, at der i løsningsbeskrivelsen findes oplysninger, som vedrører tekniske indretninger og fremgangsmåder, som Computertech A/S anvender. Det drejer sig om oplysninger om tekniske og funktionelle løsninger, herunder bl.a. IT-arkitektur og design.

 

Undervisningsministeriet har endvidere under hensyn til oplysningernes karakter konkret vurderet, at der er en nærliggende risiko for, at udlevering af oplysningerne vil kunne påføre Computertech A/S økonomisk tab af nogen betydning.

 

Disse oplysninger er derfor undtaget fra aktindsigt, jf. offentlighedslovens § 30, nr. 2, ved sortmarkeringer i det udleverede dokument.

 

Undervisningsministeriet har herved lagt vægt på, at der er tale om yderst detaljerede og specifikke beskrivelser af løsninger, der udgør en for virksomheden særegen og særlig rationel udvikling af produktionen på et teknisk betonet område med få konkurrenter, at disse beskrivelser kan bruges umiddelbart af en konkurrerende virksomhed, og at imødekommelse af aktindsigt således vil kunne give konkurrenterne et detaljeret indblik i Computertech A/S' løsning med deraf følgende væsentlig skadevirkning for Computertech A/S.

 

Undervisningsministeriet har i overensstemmelse med offentlighedslovens § 34 givet aktindsigt i de øvrige oplysninger, der ikke kan undtages fra aktindsigt.

 

Undervisningsministeriet har overvejet, om der efter reglen om meroffentlighed alligevel bør gives aktindsigt i de undtagne oplysninger, jf. offentlighedslovens § 14, stk. 1, hvorefter det i forbindelse med behandlingen af en anmodning om aktindsigt skal overvejes, om der kan gives aktindsigt i dokumenter og oplysninger i videre omfang, end hvad der følger af lovens undtagelsesbestemmelser, medmindre andet følger af regler om tavshedspligt mv.

 

Det kan i den forbindelse oplyses, at de undtagne oplysninger er omfattet af tavshedspligt, jf. § 27, stk. 1, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 988 af 9. oktober 2012 af forvaltningsloven med senere ændringer, og allerede af den grund kan de pågældende oplysninger ikke udleveres efter meroffentlighedsprincippet i offentlighedslovens § 14, stk. 1.

 

Klagevejledning

 

Klage over denne afgørelse om aktindsigt kan ske til Klagenævnet for Udbud. De skal dog indledningsvis sende Deres klage til Undervisningsministeriet [adresse og øvrige kontaktoplysninger]. Hvis Deres klage ikke giver Undervisningsministeriet anledning til at ændre afgørelsen, sender Undervisningsministeriet Deres klage samt sagens dokumenter og herunder afgørelsen til Klagenævnet for Udbud snarest og som udgangspunkt senest syv arbejdsdage efter modtagelsen af klagen ved Undervisningsministeriet, jf. offentlighedslovens § 37, stk. 1 og 2.

 

Med venlig hilsen

 

[NN underskrift og dato]

Kopiér paradigme

Ønsker du at anvende paradigmet i dit tekstbehandlingsprogram, klik da på knappen til venstre for at kopiere teksten.

Sidst opdateret: 8. august 2014