Afgørelseseksempel nr. 2 - Interne dokumenter

Afgørelse vedrørende anmodning om aktindsigt i Fødevarestyrelsens sag med j.nr. 1234567-89 

Fødevarestyrelsen skal hermed besvare Deres anmodning om aktindsigt af 1. februar 2013 i dokumenterne i Fødevarestyrelsens sag med j.nr. 1234567-89 om transport af svin.

Aktlisten over sagens dokumenter vedlægges. Som det fremgår af aktlisten, indeholder sagen i alt 22 dokumenter.

Fødevarestyrelsen meddeler Dem fuld aktindsigt i akt nr. 2, 5-17 og 22, der vedlægges i deres helhed.

Fødevarestyrelsen meddeler Dem ikke aktindsigt i akt nr. 1, 3-4 og 18-21, jf. offentlighedslovens § 23, stk. 1. Baggrunden herfor er følgende:

Efter offentlighedslovens § 23, stk. 1, 1. pkt., omfatter retten til aktindsigt ikke interne dokumenter. Efter offentlighedslovens § 23, stk. 1, 2. pkt., anses som interne dokumenter 1) dokumenter, der ikke er afgivet til udenforstående, 2) dokumenter, der efter § 24, stk. 1, udveksles på et tidspunkt, hvor der er konkret grund til at antage, at en minister har eller vil få behov for embedsværkets rådgivning og bistand, og 3) dokumenter, der efter § 25 udveksles i forbindelse med økonomiske eller politiske forhandlinger eller i forbindelse med drøftelser om fælles kommunale og regionale politiske initiativer.

Akt nr. 1, 3-4 og 18-21 udgør interne arbejdsdokumenter som nævnt i lovens § 23, stk. 1, nr. 1, og er derfor ikke omfattet af retten til aktindsigt.

De nævnte akter er ikke omfattet af offentlighedslovens § 26, stk. 1, hvorefter retten til aktindsigt uanset § 23, stk. 1, omfatter visse interne dokumenter, som foreligger i endelig form.

Endvidere er der ikke blandt de undtagne dokumenter oplysninger om sagens faktiske grundlag eller eksterne eller interne faglige vurderinger, der skal udleveres i medfør af offentlighedslovens §§ 28-29.

Fødevarestyrelsen har overvejet, om de undtagne dokumenter burde udleveres til Dem efter princippet om meroffentlighed i offentlighedslovens § 14, stk. 1. Fødevarestyrelsen har i den forbindelse foretaget en afvejning af på den ene side de hensyn, der ligger til grund for bestemmelsen i offentlighedslovens § 23, stk. 1, nr. 1, og på den anden side den berettigede interesse, De må antages at have i, at anmodningen om aktindsigt imødekommes. Fødevarestyrelsen har på den baggrund ikke fundet grundlag for at udlevere de pågældende dokumenter.

Klagevejledning

Klage over denne afgørelse om aktindsigt kan ske til [den overordnede myndighed]. De skal dog indledningsvis sende Deres klage til Fødevarestyrelsen [adresse og øvrige kontaktoplysninger]. Hvis Deres klage ikke giver Fødevarestyrelsen anledning til at ændre afgørelsen, sender Fødevarestyrelsen Deres klage samt sagens dokumenter og herunder afgørelsen til [den overordnede myndighed] snarest og som udgangspunkt senest syv arbejdsdage efter modtagelsen af klagen ved Fødevarestyrelsen, jf. offentlighedslovens § 37, stk. 1 og 2.

Med venlig hilsen

[NN underskrift og dato]

Kopiér paradigme

Ønsker du at anvende paradigmet i dit tekstbehandlingsprogram, klik da på knappen til venstre for at kopiere teksten.

Sidst opdateret: 21. november 2013