Aktindsigt trin for trin

Håndtering af aktindsigt

Egenacces

Offentlighedslovens § 8 indebærer, at den, hvis personlige forhold er omtalt i en sag, indrømmes en videregående ret til aktindsigt med hensyn til sådanne oplysninger, end der normalt følger af offentlighedsloven. Bestemmelsen har til formål at sikre, at en person kan få indsigt i oplysninger om sig selv i lige så vidt omfang som efter forvaltningslovens regler om aktindsigt, der alene gælder for parter i afgørelsessager.

Bestemmelsens praktiske betydning er bl.a. at give egenacces i oplysninger i dokumenter, der ikke indgår i afgørelsessager, men f.eks. i sager om faktisk forvaltningsvirksomhed, samt i dokumenter i afgørelsessager, hvor den aktindsigtssøgende ikke er part.

Der skal gives aktindsigt, hvis følgende fire betingelser er opfyldt:

  1. Der er tale om personlige forhold.
  2. Du har overvejet, om der skal gives afslag som følge af, at undtagelserne i offentlighedslovens §§ 19-29 eller § 35 finder anvendelse.
  3. Du har overvejet, om der er hensyn nævnt i offentlighedslovens §§ 31-33, der taler afgørende imod, at der gives indsigt i det ønskede.
  4. Du har overvejet, om der er hensyn til enten den, der søger om aktindsigt, eller til andre, der taler afgørende imod at give indsigt i det ønskede.

Reglerne om egenacces findes i offentlighedslovens § 8, der har følgende ordlyd:

Få adgang og se afgørelser Læs ombudsmandens udtalelser
§ 8

Den, hvis personlige forhold Personlige forhold Ved personlige forhold forstås alle oplysninger, der vedrører den pågældende person. er omtalt i et dokument, kan med de undtagelser, der er nævnt i §§ 19-29 og § 35, forlange at blive gjort bekendt med oplysningerne herom. Det gælder dog ikke, i det omfang de hensyn, der er nævnt i §§ 31-33, eller hensynet til den pågældende selv eller andre med afgørende vægt taler imod.

Ombudsmandens udtalelser

Uddybende bemærkninger, praksis mv.

1. Begrebet "personlige forhold"

Ved personlige forhold forstås alle oplysninger, der vedrører den pågældende person. Det betyder på den ene side, at retten til egenacces ikke omfatter oplysninger om andre personers forhold. På den anden side betyder det ikke, at retten kun omfatter oplysninger, hvor den pågældendes personlige forhold gøres til genstand for direkte omtale. Det er tilstrækkeligt, at der er tale om oplysninger vedrørende den pågældendes personlige forhold. Det betyder f.eks., at oplysninger om kontakten med en anden person efter omstændighederne kan være omfattet af udtrykket "personlige forhold".

Bestemmelsen omfatter kun fysiske personer. Juridiske personer (selskaber) har ikke ret til egenacces efter offentlighedslovens § 8. Du bør dog overveje, om der skal gives egenacces i oplysninger om den pågældende juridiske person efter meroffentlighedsprincippet i § 14, stk. 1. Der gælder en særregel i konkurrencelovens § 13, stk. 1, 2. pkt., hvorefter juridiske personer har ret til egenacces i sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse efter konkurrenceloven.

Få adgang og se afgørelser Læs ombudsmandens udtalelser

2. Undtagelser til egenacces

Du kan læse mere om de undtagelser, som begrænser retten til egenacces, i de enkelte afsnit om offentlighedslovens §§ 19-29 og § 35. Du skal være opmærksom på, at retten til egenacces ikke begrænses af bestemmelsen i lovens § 30, nr. 1, om undtagelse af oplysninger om enkeltpersoners private forhold. Fra praksis herom kan henvises til ombudsmandens udtalelse om aktindsigt i ansattes navne

På samme måde kan du læse om de hensyn, der er nævnt i offentlighedslovens §§ 31-33, i de enkelte afsnit om bestemmelserne. Om et af de hensyn, der er nævnt i disse bestemmelser, eller hensynet til den pågældende selv eller andre taler med afgørende vægt imod, at du kan give aktindsigt efter reglen om egenacces, beror på en konkret afvejning i det enkelte tilfælde. Adgangen til at undtage oplysninger er ganske snæver.

Du skal være opmærksom på, at ressourcereglen i offentlighedslovens § 9, stk. 2, nr. 1, ikke finder anvendelse i sager om egenacces. Det er heller ikke muligt at begrænse adgangen til egenacces efter OFL § 9, stk. 1, nr. 2, fordi anmodningen må antages at skulle tjene et retsstridigt formål el.lign., jf. også ombudsmandens udtalelse om risiko for chikane

Få adgang og se afgørelser Læs ombudsmandens udtalelser

3. Forholdet til andre regler om aktindsigt (lovvalg)

Der gælder en særlig regel om egenacces i databeskyttelsesforordningens artikel 15, skt. 1, hvorefter en registreret person har ret til indsigt i oplysninger om sig selv. I tilfælde, hvor en person både vil kunne få aktindsigt efter offentlighedslovens § 8 og databeskyttelsesforordningens artikel 15, stk. 1, skal du træffe afgørelse efter den lov, som giver den, der har søgt om aktindsigt, det mest gunstige retsgrundlag, jf. Offentlighedskommissionens betænkning nr. 1510/2009, side 743.

Databeskyttelsesforordningen vil normalt give en bedre retsstilling, da forordningen også giver adgang til indsigt i såkaldte kontekstuelle oplysninger, herunder oplysninger om behandlingens formål og de berørte kategorier af personoplysninger, kategorierne af modtagere af oplysningerne, oplysninger om hvor lang tid oplysningerne vil blive opbevaret, andre rettigheder efter databeskyttelsesforordningen og tilgængelig information om, hvorfra oplysningerne stammer.

Få adgang og se afgørelser Læs ombudsmandens udtalelser

4. Forvaltningslovens regler om egenacces

Offentlighedslovens regler om egenacces og forvaltningslovens partsaktindsigtsregler giver samme adgang til indsigt i dokumenter om egne personlige forhold i afgørelsessager. Der kan henvises til ombudsmandens udtalelse om aktindsigt i egne personlige dokumenter

Få adgang og se afgørelser Læs ombudsmandens udtalelser

5. Brevskabelon til egenacces

Du kan bruge denne skabelon, hvis der er søgt om aktindsigt i oplysninger i den pågældende selv.

Du skal være opmærksom på, at alle breve i en aktindsigtssag skal afspejle sagens konkrete omstændigheder, og at du derfor bør foretage de nødvendige tilpasninger i skabelonen. Du skal navnlig være opmærksom på, om der er behov for en mere konkret begrundelse, end skabelonteksten lægger op til.

Brevskabelon
Få adgang og se afgørelser Læs ombudsmandens udtalelser

6. Ombudsmandens udtalelser

Ombudsmanden har i flere udtalelser fundet, at sagen skulle behandles efter reglen om egenacces.

Ombudsmandens udtalelser
Ombudsmandens udtalelser
Få adgang og se afgørelser Læs ombudsmandens udtalelser
Del Aktindsigtshåndbogen
Tilmeld dig Aktindsigtshåndbogens nyhedsbrev
Tilmeld