Aktindsigt trin for trin

Brevveksling med sagkyndige

Du kan meddele afslag på aktindsigt i oplysninger, jf. offentlighedslovens § 27, nr. 4, hvis følgende tre betingelser er opfyldt:

  1. Der er tale om brevveksling med sagkyndige i bestemmelsens forstand.
  2. Brevvekslingen sker i forbindelse med en retssag eller ved overvejelser af, om retssag bør føres.
  3. Din myndighed er eller kan blive part eller på anden vis inddraget i retssagen.

Du skal være opmærksom på, at hvis en e-mail eller et andet dokument omfattet af bestemmelsen gives til udenforstående, vil dokumentet ikke længere kunne undtages fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 27, nr. 4, hvis det må have stået myndigheden klart, at den dermed har opgivet det beskyttelseshensyn, der ligger bag muligheden for efter bestemmelsen at kunne kommunikere i fortrolighed med f.eks. Kammeradvokaten.

Offentlighedslovens § 27, nr. 4, har følgende ordlyd:

Få adgang og se afgørelser Læs ombudsmandens udtalelser
§ 27

Retten til aktindsigt omfatter ikke:

[...]

4) Brevveksling Brevveksling Begrebet omfatter ikke kun korrespondance, men også processkrifter, skrivelser og dokumenter udvekslet mellem myndigheden og den sagkyndige. med sagkyndige Sagkyndig Begrebet omfatter i første række advokater, herunder Kammeradvokaten. Bestemmelsen omfatter også f.eks. konsulentfirmaer og universitetsansatte, herunder sagkyndige, der udtaler sig om f.eks. tekniske, regnskabsmæssige og lægelige forhold, hvis det er konkret rådgivning til brug for vedkommende retssag. til brug i retssager eller ved overvejelse af, om retssag bør føres.

[...]

Ombudsmandens udtalelser

Uddybende bemærkninger, praksis mv.

1. Hvem er "sagkyndig"?

Offentlighedslovens § 27, nr. 4, handler om brevveksling, der skal bruges i retssager eller ved overvejelse af, om retssag bør føres. Bestemmelsen er ikke begrænset til brevveksling med Kammeradvokaten eller andre juridisk sagkyndige. Også sagkyndige udtalelser om f.eks. tekniske, regnskabsmæssige og lægelige forhold vil kunne undtages fra aktindsigt efter bestemmelsen, så længe der er tale om konkret rådgivning til brug for vedkommende retssag.

Udtrykket ”sagkyndige” omfatter i første række advokater, herunder Kammeradvokaten. Men bestemmelsen antages også at omfatte f.eks. konsulentfirmaer og universitetsansatte.

Udtalelser fra et ministerium vil normalt ikke kunne henføres under bestemmelsen, selv om udtalelsen ligger inden for ministeriets ressort og drejer sig om juridiske tvivlsspørgsmål i forbindelse med en retssag eller overvejelser om, hvorvidt en retssag bør føres. Der gælder dog undtagelser til dette. Udtalelser fra særligt etablerede sagkyndige organer som f.eks. Retslægerådet er omfattet af lovens § 27, nr. 4, ligesom udtalelser fra offentlige myndigheder, der har en særlig faglig ekspertise, kan være omfattet af bestemmelsen. Et eksempel på sidstnævnte er udtalelser fra Justitsministeriets Lovafdeling til andre ministerier om juridiske tvivlsspørgsmål og fra Moderniseringsstyrelsen om personaleretlige spørgsmål.

Få adgang og se afgørelser Læs ombudsmandens udtalelser

2. Hvad er en retssag?

Med udtrykket retssager sigtes både til sager, der føres for de almindelige domstole, og voldgiftssager. Det er uden betydning, om der er tale om civile sager eller straffesager. 

Det er også muligt at undtage oplysninger efter offentlighedslovens § 27, nr. 4, i forbindelse med overvejelser om, hvorvidt retssag bør føres. Det vil sige, at enhver brevveksling om muligheden for en retssag vil være omfattet af bestemmelsen, uanset at sandsynligheden for et sagsanlæg må betegnes som ringe.

Det antages, at brevveksling med sagkyndige om juridiske tvivlsspørgsmål, der ikke har en direkte sammenhæng med et aktuelt eller eventuelt sagsanlæg, men hvor dette må underforstås som en nærliggende mulighed i forbindelse med den pågældende sag, vil kunne undtages fra aktindsigt med hjemmel i bestemmelsen. Dette har f.eks. praktisk betydning i forhold til offentlige myndigheders korrespondance med Kammeradvokaten om lovligheden af en bestemt administration mv. Det er dog ikke enhver rådgivning om juridiske tvivlsspørgsmål, der berettiger undtagelse. 

Fra praksis kan henvises til ombudsmandens udtalelser, hvor offentliggørelse af responsum og sandsynligheden for sagsanlæg havde betydning for aktindsigt.

Få adgang og se afgørelser Læs ombudsmandens udtalelser

3. Myndigheden skal være part eller på anden måde kunne inddrages i retssagen

Det er en forudsætning for anvendelsen af offentlighedslovens § 27, nr. 4, at vedkommende forvaltningsmyndighed er eller kan blive part eller biintervenient i rets- eller voldgiftssagen.

Få adgang og se afgørelser Læs ombudsmandens udtalelser

4. Hvad omfattes af "brevveksling"?

Det er ikke kun den sagkyndige udtalelse, der er omfattet af begrebet brevveksling. Også processkrifter og andre dokumenter, som myndighedens advokat sender til myndigheden, kan undtages fra aktindsigt. Det gælder, selvom dokumenterne har været fremlagt i retten eller i øvrigt er gjort tilgængelige for modparten i retssagen.

På samme måde er også skrivelser og dokumenter fra myndigheden til den sagkyndige omfattet af undtagelsen. Et internt dokument mister ikke sin interne karakter ved at blive udleveret til en sagkyndig, jf. UfR 1968.278 H. 

Du skal være opmærksom på, at den aktindsigtssøgende heller ikke har krav på at få oplyst, hvilke dokumenter i sagen, der er stillet til Kammeradvokatens eller den sagkyndiges rådighed, til brug for dennes overvejelser.

Bestemmelsen antages dog ikke at kunne anvendes på modpartens processkrifter i retssagen.

Offentlighedslovens § 27, nr. 4, indeholder i øvrigt ikke nogen tidsmæssig begrænsning. Den omstændighed, at en retssag er afsluttet, eller myndighedens overvejelser er endt med, at der ikke skal føres sag, betyder altså ikke, at korrespondancen bliver undergivet aktindsigt, jf. FOB 1995.281, om den tilsvarende bestemmelse i forvaltningsloven.

Få adgang og se afgørelser Læs ombudsmandens udtalelser

5. Forvaltningslovens regler om brevveksling med sagkyndige

Efter forvaltningslovens § 14, nr. 3, omfatter retten til aktindsigt ikke myndigheders brevveksling med sagkyndige til brug i retssager eller ved overvejelse af, om en retssag bør føres. Forvaltningslovens § 14, nr. 3, svarer således til indholdet af offentlighedslovens § 27, nr. 4, og der henvises derfor til ovenstående beskrivelse heraf.

Fra praksis kan henvises til ombudsmandens udtalelse om aktindsigt i brevveksling med byfornyelsesselskab.

Ombudsmandens udtalelser
Ombudsmandens udtalelser
Få adgang og se afgørelser Læs ombudsmandens udtalelser

6. Brevskabelon til aktindsigt i brevveksling med sagkyndige

Du kan bruge denne skabelon, hvis du behandler en anmodning om aktindsigt i brevveksling med sagkyndige til brug i retssager, f.eks. korrespondance med Kammeradvokaten / Advokatfirmaet Poul Schmith.

Du skal være opmærksom på, at alle breve i en aktindsigtssag skal afspejle sagens konkrete omstændigheder, og at du derfor bør foretage de nødvendige tilpasninger i skabelonen. Du skal navnlig være opmærksom på, om der er behov for en mere konkret begrundelse, end skabelonteksten lægger op til.

Brevskabelon Få adgang og se afgørelser Læs ombudsmandens udtalelser

7. Ombudsmandens udtalelser

Se alle relevante udtalelser om dette emne.

Ombudsmandens udtalelser
Ombudsmandens udtalelser
Få adgang og se afgørelser Læs ombudsmandens udtalelser
Del Aktindsigtshåndbogen
Tilmeld dig Aktindsigtshåndbogens nyhedsbrev
Tilmeld