Tilbage til nyheder

Delvis aktindsigt i oplysninger om kronprinsens deltagelse i Den Internationale Olympiske Komités arbejde

Af Kristine Toke Mogensen
Udskriv

I en sag om aktindsigt i dokumenter vedrørende kronprinsens deltagelse i Den Internationale Olympiske Komités (IOCs) beslutning om Ruslands ret til at deltage i OL i Rio i 2016, fandt ombudsmanden ikke grundlag for at kritisere, at Kulturministeriet efter offentlighedslovens §§ 32, stk. 1, og 33, stk. 5, undtog en række oplysninger fra aktindsigt.

Sagens baggrund
I en tidligere udtalelse af 24. april 2018 (FOB 2018-13) fandt ombudsmanden, at brevveksling mellem Kulturministeriet og kongehuset ikke kunne anses for sket som led i statsstyret, og at brevvekslingen derfor ikke kunne anses for intern. På den baggrund henstillede ombudsmanden til, at Kulturministeriet genoptog sagen.

Ombudsmandens tidligere udtalelse kan ses her. Nyheden herom på Aktindsigtshåndbogen kan ses her.

Kulturministeriets fornyede behandling af sagen
Kulturministeriet genoptog efterfølgende sagen og traf en ny afgørelse i sagen, som blev indbragt for ombudsmanden.

Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere, at kulturministeriet undtog oplysninger med henvisning til, at oplysningerne var omfattet af en kutyme om fortrolighed, jf. offentlighedslovens § 32, stk. 1, om udenrigspolitiske interesser mv., herunder forholdet til andre lande eller internationale organisationer

Ombudsmanden lagde vægt på, at Udenrigsministeriet til brug for sagen havde oplyst, at der som hovedregel – og i henhold til fast praksis i EU-institutionerne og medlemsstaterne – er en gensidig forventning om fortrolighed vedrørende drøftelser på møder i rådsregi, herunder i arbejdsgrupper.

Desuden lagde ombudsmanden vægt på, at de undtagne oplysninger vedrørte tilkendegivelser i en EU-arbejdsgruppe fra det daværende formandskab og de øvrige medlemsstater af uformel politisk-taktisk karakter.

Ombudsmanden fandt heller ikke grundlag for at kritisere, at Kulturministeriet undtog oplysninger med henvisning til opsamlingsbestemmelsen i offentlighedslovens § 33, nr. 5.

Det fremgår af udtalelsen, at der efter ombudsmandens opfattelse ikke i bestemmelsen er hjemmel til at varetage hensyn til at beskytte kongehuset mod kritisk debat og diskussion.

I den konkrete sag havde Kulturministeriet dog fremført konkrete argumenter – herunder i fortrolig form – som førte til, at oplysningerne kunne undtages fra aktindsigt.

Ombudsmandens udtalelse kan læses her.

Del Aktindsigtshåndbogen
Tilmeld dig Aktindsigtshåndbogens nyhedsbrev
Tilmeld