Ny EU-dom fastslår, at medlemsstater kan begrænse aktindsigt i selskabsregister med personoplysninger
Medlemsstater kan tillade, at personer der er tilknyttet opløste selskaber anmoder om begrænsning af adgang til aktindsigt i personoplysninger i selskabsregistre, hvis særlige forhold taler for det.
EU-Domstolen har i dom af 9. marts 2017 i sag C-398/15 taget stilling til, om personer der er registreret i et selskabsregister jf. Rådets første direktiv 68/151, art. 2 og 3, kan anmode den dataansvarlige myndighed om at få slettet personoplysninger eller begrænse aktindsigten i oplysningerne i selskabsregisteret i medfør af databeskyttelsesdirektivet 95/46. Selskabsregistret, jf. direktiv 68/151, art. 2, angik blandt andet oplysninger til at identificere personer, der kunne forpligte og repræsentere selskabet, ledelse og kontrol af selskabet samt likvidator ved selskabets opløsning.
Sagen er foranlediget af en tvist i Italien, hvor et konkurserklæret selskab havde opført et bygningskompleks inden konkursen. Direktøren og den udpegedelikvidator i selskabet gjorde gældende, at bygningskomplekset ikke kunne sælges grundet de oplysninger, der var tilgængelige om ham i selskabsregistret.
Domstolen fandt indledningsvist, at oplysninger, der fremgår af et sådant selskabsregister er personoplysninger og at den ansvarlige myndighed var dataansvarlig og ved registrering udførte databehandling i direktiv 95/46’s forstand. Dernæst lagde Domstolen vægt på, at den dataansvarlige myndigheds behandling opfyldte behandlingsbetingelserne i direktivet vedrørende retlige forpligtelser, udførelse af opgaver i samfundets interesse eller offentlig myndighedsudøvelse og i forhold til interesseafvejningsreglen i art. 7.
Det tilbageværende spørgsmål var, om den dataansvarlige i medfør af direktiv 95/46, var forpligtet til at slette, anonymisere eller begrænse tilgængeligheden af oplysninger om tidligere selskabskonstruktioner efter udløbet af en vis frist efter selskabets opløsning, eller efter anmodning fra den registrerede. Domstolen lagde herefter vægt på, hvilke formål registeret jf. direktiv 68/151 forfølger, såsom beskyttelse af tredjemand, sikre retssikkerhed, god handelsskik og det indre marked. Derimod præciserer direktiv 68/151 ikke, hvorvidt fortsat opbevaring er nødvendig.
Domstolen udtalte
Domstolen udtalte, at personoplysningerne kan være nødvendige selv efter opløsning af et selskab for at kontrollere lovligheden af tidligere handlinger eller med henblik på retsforfølgning. Da Domstolen ikke fandt det muligt at identificere en enkelt frist for forældelse på tværs af medlemsstaternes lovgivning, blev det afgjort, at der ikke kan opstilles en regel om et sådant tidsrum for opbevaring af oplysninger, hvorefter de kan slettes eller blokeres fra offentligheden, jf. direktiv 95/46, artikel 6, stk. 1, litra e.
Til gengæld anså Domstolen det for muligt, at der i medfør af indsigelsesretten i direktiv 95/46, art. 14 kan ske begrænsning af aktindsigt til tredjemænd i specifikke tilfælde, frem for en offentligt tilgængelig database. Det gælder, hvis den anmodende godtgør en særlig interesse, hvis der er vægtige legitime grunde hertil, hvis den nationale lovgivning ikke er til hinder for det og hvis der er gået tilstrækkeligt lang tid efter opløsning af selskabet. Det er op til de nationale myndigheder at efterprøve om national lov åbner for en sådan anmodning.
I den konkrete sag udtalte Domstolen videre, at hvis den italienske lovgivning gav mulighed for en sådan anmodning, kan det ikke anses for at være en vægtig legitim grund, at ejendomme opført af den anmodende person angiveligt ikke kan sælges, fordi køberne kan få aktindsigt i selskabsregistret. Det er blandt andet funderet på, at de potentielle købere i et sådant tilfælde har legitime interesser i at råde over de oplysninger, der kan fås i selskabsregistret.