Det følger af offentlighedslovens § 9, stk. 2, nr. 1, at behandlingen af en anmodning om aktindsigt kan afslås, i det omfang behandlingen vil nødvendiggøre et uforholdsmæssigt ressourceforbrug. Efter offentlighedslovens § 14 skal det i forbindelse med behandlingen af anmodninger om aktindsigt overvejes, om der kan gives aktindsigt i et videre omfang, end hvad der følger af lovens §§ 19-21 og §§ 23-35.

Det følger således modsætningsvis af offentlighedslovens § 14, at myndigheden ikke af egen drift skal foretage en meroffentlighedsvurdering, før der meddeles afslag efter lovens § 9, stk. 2, nr. 1. Under hensyn til reglerne om tavshedspligt og reglerne i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven er der imidlertid intet til hinder for, at myndigheden også uden for de lovfæstede tilfælde meddeler meroffentlighed efter et princip svarende til offentlighedslovens § 14. Myndigheden kan således efter eget skøn vælge at behandle en aktindsigtsanmodning, selvom der er hjemme til at afslå anmodningen med henvisning til et uforholdsmæssigt ressourceforbrug.

I tilfælde, hvor den aktindsigtssøgende eksplicit anmoder om, at myndigheden overvejer meroffentlighed, skal myndigheden dog også uden for de lovfæstede tilfælde foretage en meroffentlighedsvurdering. Hvis myndigheden meddeler afslag efter ressourceafvisningsbestemmelsen i § 9, stk. 2, nr. 1, skal afgørelsen således indeholde en begrundelse for, hvorfor der ikke er meddelt meroffentlighed, hvis den aktindsigtssøgende har anmodet herom.

Vi kan i det hele henvise til Mohammad Ahsan, Offentlighedsloven med kommentarer, 1. udgave, side 269 f.