Tilbage til nyheder

Miljøoplysninger undtaget fra aktindsigt på grund af risiko for økonomisk skadevirkning

Af Signe Brink
Udskriv

Ombudsmanden kunne ikke kritisere Miljø- og Fødevareklagenævnets stadfæstelse af et energiselskabs afslag på aktindsigt i oplysninger om afregningspriser

Baggrund

Et energiselskab havde givet delvist afslag på aktindsigt i aftale mellem datterselskab og privat virksomhed, fordi energiselskabet vurderede, at der ville være nærliggende risiko for, at den private virksomhed ville blive påført økonomisk skade, hvis afregningspriser for frøafrens blev udleveret.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt i klagesagen, at energiselskabet i tilstrækkeligt omfang havde redegjort for, at aktindsigt i afregningspriserne i det konkrete tilfælde måtte antages at indebære en nærliggende risiko for, at den private virksomhed ville blive påført økonomisk skade af nogen betydning. Klagenævnet fandt herudover ikke grundlag for at tilsidesætte energiselskabets afvejning af offentlighedens interesser, herunder klagers interesser, over for den private virksomheds interesser.

Ombudsmandens udtalelse

Ombudsmanden var enig i Miljø- og Fødevareklagenævnets vurdering af, at miljøoplysningsloven fandt anvendelse på energi- og datterselskabet, ligesom ombudsmanden var enig i, at aktindsigtssagen vedrørte miljøoplysninger. Aktindsigtssagen skulle derfor behandles efter miljøoplysningsloven og offentlighedsloven fra 1985.

Med henvisning til at oplysningerne var omfattet af § 12, stk. 1, nr. 2, i offentlighedsloven fra 1985, skulle der herefter foretages en vurdering af, om der ved udleveringen af afregningspriserne var nærliggende risiko for, at den private virksomhed blev påført økonomisk skade af væsentlig betydning. Ombudsmanden udtalte i den forbindelse, at kravet om, at risikoen for økonomisk skade skal være nærliggende, indebærer, at myndigheden må foretage en konkretisering – og ikke bare en abstrakt angivelse – af, hvilke skadevirkninger der er tale om.

Ombudsmandens vurdering i sagen måtte imidlertid tage sigte på, om myndigheder mv. i fornødent omfang – og på en tilstrækkelig konkret måde – havde sandsynliggjort, at udlevering i det konkrete tilfælde ville kunne medføre økonomisk skade. Det skyldtes, at ombudsmanden ikke havde særlige forudsætninger for at vurdere denne risiko.

Ombudsmanden fandt herefter ikke, at der var tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte Miljø- og Fødevareklagenævnets vurdering. Det gav heller ikke anledning til bemærkninger, at Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke havde fundet grundlag for at tilsidesætte energiselskabets afvejning af offentlighedens interesser over for den private virksomheds interesser.

Hvad viser udtalelsen?

Udtalelsen viser, at den såkaldte formodningsregel, der er lagt til grund i 2013-offentlighedslovens forarbejder, ikke kan anvendes efter miljøoplysningsloven. Samtidig viser udtalelsen, at vurderingen af, om udlevering af oplysningerne vil indebære nærliggende risiko for økonomisk skade, ikke desto mindre har store fællestræk efter miljøoplysningsloven og offentlighedsloven. Endelig viser udtalelsen, at ombudsmanden ikke har særlige forudsætninger for at vurdere den pågældende risiko og således oftest vil begrænse sin undersøgelse til, om myndigheden i fornødent omfang – og på en tilstrækkelig konkret måde – har sandsynliggjort, at udlevering i det konkrete tilfælde ville kunne medføre økonomisk skade.

Læs Ombudsmandens udtalelse

Del Aktindsigtshåndbogen
Tilmeld dig Aktindsigtshåndbogens nyhedsbrev
Tilmeld