Tilbage til nyheder

Aktindsigt i Justitsministeriets ”sekretariatsbistand” til Undersøgelseskommissionen om SKAT

Af Emilie louise kellberg ipsen
Udskriv

Justitsministeriet udførte hverken sekretariatsfunktioner på lovbestemt eller ulovbestemt grundlag til Undersøgelseskommissionen om SKAT, og Justitsministeriets korrespondance med undersøgelseskommissionen vedrørende etablering af IT-infrastruktur kunne derfor ikke undtages fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 27, nr. 3.

Baggrund

En journalist bad Justitsministeriet om aktindsigt i ”Justitsministeriets korrespondance med Undersøgelseskommissionen om SKAT vedr. etablering af it-infrastruktur til kommissionen, herunder også vedr. de ’avancerede it-redskaber’, der er omtalt i mailvekslingen mv. under dette brev”.

Justitsministeriet afslog anmodningen om aktindsigt under henvisning til offentlighedslovens § 27, nr. 3, idet der efter ministeriets opfattelse var tale om lovbestemt sekretariatsbetjening i medfør af § 1, stk. 5, i lov om undersøgelseskommissioner. I sin vurdering lagde Justitsministeriet vægt på, at ministeriets IT-enhed bistod undersøgelseskommissionen ved etableringen af den fornødne IT-infrastruktur, etablering og indretning af lokaler herunder de sikkerhedsmæssige forhold. Derudover bistod ministeriets HR-kontor med ansættelse af medarbejdere til undersøgelseskommissionens sekretariat ved bl.a. at udfærdige kontrakter.

Ministeriet udleverede dog en række oplysning i medfør af ekstraheringspligten i offentlighedslovens § 28, stk. 1, om aktindsigt i en sags faktiske grundlag. Nogle af disse oplysninger blev dog undtaget efter offentlighedslovens §§ 31 (statens sikkerhed eller rigets forsvar) og 33, nr. 5 (opsamlingsbestemmelsen).

Det retlige grundlag

Det følger af forarbejderne til offentlighedslovens § 27, nr. 3, at bestemmelsen for det første retter sig mod de relativt sjældne tilfælde, hvor det er bestemt eller forudsat i lovgivningen, at sekretariatsfunktionerne for en myndighed varetages af en anden myndighed, og for det andet retter sig mod de ulovbestemte tilfælde, hvor en myndighed som sådan udfører sekretariatsfunktionen for en anden myndighed.

Offentlighedslovens § 27, nr. 3, regulerer ikke, hvornår en myndighed som sådan kan anses for at udføre sekretariatsfunktionen for en anden myndighed. I tidligere ombudsmandspraksis, bl.a. FOB 1989.175 (sagen om Brundtland-udvalget), er det fastslået, at en forudsætning for at anerkende en myndighed som sekretariat for en anden myndighed er, at funktionerne faktisk har karakter af sekretariatsvirksomhed, dvs. praktisk bistand samt udarbejdelse af oplæg mv. til den anden myndigheds udførelse af sine opgaver, og at den anden myndighed har mulighed for gennem instruktion og tilsyn mv. at styre sekretariatsarbejdet.

Ombudsmandens udtalelse

Ombudsmanden fandt efter en gennemgang af sagen ikke holdepunkter for at antage, at Justitsministeriet i medfør af § 1, stk. 5, i lov om undersøgelseskommissioner, varetager en sekretariatsfunktion med den konsekvens, at dokumenter udvekslet med Undersøgelseskommissionen for SKAT kan undtages fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 27, nr. 3. eller forarbejderne hertil,

I den forbindelse henviste ombudsmanden også til, at ombudsmanden i sagen om Brundtland-udvalget havde udtalt, at forholdet mellem lovens hovedregel (om adgang til aktindsigt) og undtagelsesbestemmelserne samt lovgivningsmæssige overvejelser om eventuel undtagelse af hensyn til internt præget samarbejde talte for, at § 27, nr. 3, ikke blev fortolket udvidende. Desuden henviste ombudsmanden til, at Undersøgelseskommissionen for SKAT havde eget sekretariat.

Ombudsmanden fandt heller ikke, at Justitsministeriets bistand til undersøgelseskommissionen kunne anses for sekretariatsbetjening på ulovbestemt grundlag, jf. § 27, nr. 3. I den forbindelse henviste ombudsmanden bl.a. til, at det må være en forudsætning for at anerkende en sekretariatsfunktion på ulovbestemt grundlag, at den sekretariatsbetjente myndighed har mulighed for gennem instruktion og tilsyn mv. at styre sekretariatsarbejdet, og at denne instruktionsbeføjelse ikke sås at foreligge mellem Undersøgelseskommissionen om SKAT og Justitsministeriet.

Ombudsmanden henstillede derfor Justitsministeriet til at genoptage sagen med henblik på fornyet behandling.

Læs ombudsmandens udtalelse HER.

Del Aktindsigtshåndbogen
Tilmeld dig Aktindsigtshåndbogens nyhedsbrev
Tilmeld