Aktindsigt trin for trin

Indsigt i databaser

Miljøoplysningsloven skal som udgangspunkt anvendes under de betingelser og med de undtagelser, der følger af 1985-offentlighedsloven og 1985-forvaltningsloven, jf. miljøoplysningslovens § 2, stk. 1, jf. § 6, stk. 2.

Retten til aktindsigt omfatter derfor som udgangspunkt ikke databaser, hvor der gøres brug af elektronisk databehandling, jf. 1985-offentlighedslovens § 5, stk. 2, og 1985-forvaltningslovens § 10, stk. 1.

Da dokumentbegrebet, jf. nærmere herom Aktindsigtshåndbogens afsnit om retten til aktindsigt, ikke gælder i forhold til miljøoplysninger, angår retten til aktindsigt efter miljøoplysningsloven også oplysninger i databaser, jf. FOB 2011-9-1 og FOB 2013-13. Efter omstændighederne er myndighederne formentlig også i medfør af miljøoplysningsloven forpligtet til at foretage en sammenstilling af oplysninger i myndighedens databaser, jf. FOB 2011-11-2.

Bestemmelserne i 1985-offentlighedslovens § 5, stk. 2 og 3, om databaser, må derfor antages ikke at have en selvstændig betydning, bortset fra kravet om aktindsigt i aktlisten. Bestemmelserne har følgende ordlyd:

Få adgang og se afgørelser Læs ombudsmandens udtalelser
§ 5

[...]

Stk. 2. Retten til aktindsigt omfatter ikke registre eller andre systematiserede fortegnelser, hvor der gøres brug af elektronisk databehandling Databaser Offentlighedsloven indeholder ikke en egentlig databasedefinition, men en database indeholder typisk en datamængde, der er organiseret og struktureret således, at der kan fremkaldes bestemte data. , dog bortset fra fortegnelser som nævnt i stk. 1, nr. 2. Stk. 1, nr. 2 Dvs. aktlisten, selvom den skal printes fra myndighedens database.

Stk. 3. Vedkommende minister kan fastsætte regler om offentlighedens adgang til at blive gjort bekendt med fortegnelser som nævnt i stk. 2, der ikke er omfattet af lov om behandling af personoplysninger. Der kan herunder fastsættes regler om betaling.

Ombudsmandens udtalelser

Uddybende bemærkninger, praksis mv.

1. Indsigt i databasen (rådata)

Offentlighedsloven indeholder ikke en definition af begrebet ”database”. En database kan dog beskrives således, at den indeholder en datamængde, der er organiseret og struktureret, så der fra denne datamængde efter individuelle kriterier, som bestemmes af brugeren, kan fremkaldes bestemte data (se Offentlighedskommissionens betænkning nr. 1510/2009, side 365 f.).

Som nævnt ovenfor giver 1985-offentlighedsloven ikke en generel adgang til indsigt i myndighedens databaser. Heller ikke 2013-offentlighedsloven giver en adgang til indsigt i myndighedens databaser (rådata). 2013-offentlighedsloven giver derimod en adgang til at forlange en sammenstilling af oplysninger i myndighedens databaser (dataudtræk), jf. nærmere nedenfor afsnit 2.

Det følger imidlertid af miljøoplysningslovens § 3, stk. 1, at der ved miljøoplysninger forstås alle oplysninger, som er i myndighedens besiddelse, eller som opbevares for den, som foreligger i skriftlig form, i billed- eller lydform eller i elektronisk form eller en hvilken som helst anden form.

Ombudsmanden har på denne baggrund udtalt, at dokumentkravet i 1985-offentlighedslovens § 4, stk. 1, ikke gælder i forhold til miljøoplysninger, og at retten til aktindsigt også angår miljøoplysninger i databaser, jf. FOB 2011-11-2​ og FOB 2013-13. Se også FOB 2011 14-5 om aktindsigt i oplysningerne i databasen Vetstat.

Retsstillingen må herefter antages at være således, at den aktindsigtssøgende efter miljøoplysningsloven har ret til aktindsigt i miljøoplysninger i databaser (rådata).

Retten til aktindsigt kan dog ikke udstrækkes til at omfatte det software (program), der styrer databasen, herunder en eventuel kildekode, da et databasestyringssystem ikke er en del af miljøoplysningsbegrebet, jf. FOB 2011-9-1.

I FOB 2011-9-1 udtalte ombudsmanden herefter, at Miljøministeriet ikke kunne afslå at give en journalist aktindsigt i databasen ”Danmarks Højdemodel”, uanset databasen var ophavsretligt beskyttet. Der var således ikke grund til at antage, at journalisten ville offentliggøre databasen retsstridigt. Se i samme retning MAD 2017.349, hvor Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at Danmarks Miljøportal ikke kunne undtage miljøoplysninger i databasen ”Rottereden” under henvisning til, at der var tale om en database. Undtagelse af oplysningerne kunne alene finde sted, hvis miljøoplysningslovens undtagelsesbestemmelser fandt anvendelse.

Få adgang og se afgørelser Læs ombudsmandens udtalelser

2. Sammenstilling af oplysninger i databaser (dataudtræk)

1985-offentlighedsloven giver heller ikke – i modsætning til 2013-offentlighedsloven (§ 11) – ret til at forlange en sammenstilling af oplysninger i myndighedens databaser (dataudtræk).

Efter miljøoplysningslovens § 4, stk. 2, skal myndigheder og organer dog – med enkelte undtagelser – stille miljøoplysninger til rådighed i den form eller det format, som den, der har fremsat anmodningen, ønsker.

Hvorvidt en aktindsigtssøgende efter miljøoplysningsloven kan forlange en sammenstilling af oplysninger i myndighedens databaser (dataudtræk), kan ikke anses for endeligt afklaret.

Ombudsmanden har således udtalt, at det efter hans opfattelse ikke er muligt at opfylde miljøoplysningslovens pligt til som udgangspunkt at give indsigt i miljøoplysninger, herunder også oplysninger der foreligger usammenstillede i en database, uden at foretage et minimum af forarbejdning eller behandling i forbindelse med at oplysningerne kaldes frem på en skræm, udskrives eller lign., jf. FOB 2011-11-2.

I den konkrete ombudsmandssag havde den aktindsigtssøgende bedt om indsigt i oplysninger i en database om samtlige markblokke i Danmark fra 1992 og frem. Myndigheden var i besiddelse af oplysningerne, men oplysningerne var ikke i databasen sammenstillet på den måde, som den aktindsigtssøgende havde bedt om. Ombudsmanden fandt på den baggrund, at den aktindsigtssøgen havde ret til indsigt i oplysningerne efter miljøoplysningsloven, men at ”myndighederne med rette kunne overveje om der var rimelige grunde til at stille oplysningerne til rådighed for [den aktindsigtssøgende] i en anden form eller et andet format end det han oprindeligt havde bedt om”.

Modsat fandt Miljø- og Fødevareklagenævnet i MAD 2017.349, at der ikke ved direktivkonform fortolkning af miljøoplysningsloven kan udledes en pligt for myndighederne til at foretage og udlevere en sammenstilling af oplysninger i myndighedernes databaser og herved generere et dataudtræk. Se tilsvarende Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 26. marts 2019, sag 19/00249, hvor nævnet fandt, at miljøoplysningsloven ikke giver ret til indsigt i miljøoplysninger, som foreligger i en database i ikke-sammenstillet form.

Ombudsmandens udtalelse fra 2011 synes således at give en vis ret til dataudtræk efter miljøoplysningsloven, hvorimod praksis fra Miljø- og Fødevareklagenævnet klart afviser en sådan adgang.

Det kan formentlig antages, at der også efter miljøoplysningsloven er adgang til at få foretaget en sammenstilling af oplysninger i myndighedens database (dataudtræk), hvis dette kan foretages ved få og enkle kommandoer smh. betingelserne efter 2013-offentlighedslovens § 11 om dataudtræk. Ombudsmanden synes således i FOB 2011-11-2 at lægge til grund, at der også efter miljøoplysningsloven er en pligt for myndigheden til at foretage en vis bearbejdning eller behandling af miljøoplysninger i en database med henblik på udlevering. I den juridiske litteratur antager Azad Taheri Abkenar i Motzfeldt & Abkenar (red.), Digital Forvaltning, side 339 ff., at det er sagligt for de efter miljøoplysningsloven omfattede organer at skele til den praksis, som anlægges efter § 11 i 2013-offentlighedsloven. Det antages endvidere, at miljøoplysningslovens afvejningsregler dog kan føre til, at der skal lægges vægt på ansøgerens (og den øvrige offentligheds) interesse i at få meddelt oplysningerne, og at det indebærer, at der i hvert fald ved anmodninger, som angår oplysninger om ”emissioner til miljøet”, må anvendes et højere ressourceforbrug end 2013-offentlighedslovens § 11.

Vær i øvrigt opmærksom på, at offentlige myndigheder omfattet af 2013-offentlighedsloven uanset ovenstående er forpligtet til at foretage en sammenstilling af oplysninger i myndighedens databaser under betingelserne i lovens § 11. Du kan læse mere om 2013-offentlighedslovens § 11 her.

Få adgang og se afgørelser Læs ombudsmandens udtalelser

3. Indsigt i databeskrivelsen

1985-offentlighedsloven indeholder ikke en bestemmelse svarende til 2013-offentlighedslovens § 12 om ret til aktindsigt i databeskrivelser.

I det omfang oplysningerne i databeskrivelsen opfylder definitionen af miljøoplysninger i miljøoplysningslovens § 3, må det dog antages, at der også efter miljøoplysningsloven er ret til aktindsigt heri. Der ses dog ikke at være praksis herom.

Få adgang og se afgørelser Læs ombudsmandens udtalelser

4. Undtagelser

Du kan som udgangspunkt meddele afslag på aktindsigt i databasen (eller et dataudtræk), hvis:

  1. Oplysningerne vil blive anvendt i et retsstridigt øjemed
  2. Oplysningerne er omfattet af 1985-offentlighedslovens undtagelsesbestemmelser, jf. miljøoplysningsloven
  3. Oplysningerne allerede er offentliggjort i en form, som er let tilgængelig for den pågældende, jf. miljøoplysningslovens § 4, stk. 2, nr. 1

Du kan også vælge at stille oplysningerne til rådighed i en anden form, end den aktindsigtssøgende ønsker, hvis der er rimeligt grunde til at stille oplysningerne til rådighed i en sådan form eller format, jf. miljøoplysningslovens § 4, stk. 2, nr. 2.

Få adgang og se afgørelser Læs ombudsmandens udtalelser

5. Forvaltningsloven

Forvaltningsloven giver – ligesom 1985-offentlighedsloven - ikke ret til aktindsigt i myndighedens databaser som sådan (med undtagelse af aktlisten), ligesom 1985-forvaltningsloven heller ikke giver ret til en sammenstilling af oplysninger i databasen (dataudtræk). Parters anmodninger om aktindsigt i databaser i afgørelsessager efter forvaltningsloven, skal derfor behandles på samme måde som øvrige anmodninger, jf. ovenfor.

Få adgang og se afgørelser Læs ombudsmandens udtalelser

6. Brevskabelon

Brevskabelon Få adgang og se afgørelser Læs ombudsmandens udtalelser

7. Ombudsmandens udtalelser

Gennemse vores resuméer af relevant praksis fra ombudsmanden her.

Ombudsmandens udtalelser
Ombudsmandens udtalelser
Få adgang og se afgørelser Læs ombudsmandens udtalelser
Del Aktindsigtshåndbogen
Tilmeld dig Aktindsigtshåndbogens nyhedsbrev
Tilmeld