Efter 1985-offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt., kan du i alle aktindsigtssager overveje, om der kan gives aktindsigt efter reglen om meroffentlighed, selv om den pågældende sag eller de pågældende dokumenter eller oplysninger formelt kan undtages fra aktindsigt.

Du er efter 1985-offentlighedsloven ikke forpligtet til at overveje meroffentlighed, medmindre den aktindsigtssøgende beder herom. Du er heller ikke forpligtet til rent faktisk at give aktindsigt som følge af princippet om meroffentlighed.

2013-offentlighedslovens § 14 statuerer modsat 1985-offentlighedsloven en pligt for myndigheden til at overveje meroffentlighed, medmindre der er anmodet om aktindsigt i en kalendersag, men ikke til rent faktisk at give aktindsigt som følge af princippet om meroffentlighed.

Det er uafklaret i praksis, hvorvidt du i sager efter miljøoplysningsloven alligevel har en pligt til at overveje meroffentlighed efter 2013-offentlighedslovens § 14. Det må dog anses for tvivlsomt, hvorvidt 2013-offentlighedslovens § 14 giver en videre adgang til aktindsigt, end hvad der følger af miljøoplysningsloven.

Til forskel fra princippet om meroffentlighed instituerer miljøoplysningslovens konkrete afvejningsregel i § 2, stk. 3, som sådan en ret for den aktindsigtssøgende, hvorimod meroffentlighedsprincippet ikke i sig selv giver den aktindsigtssøgende en ret til aktindsigt, jf. Azad Taheri Abkenar i UfR 2015B.86, ”Om begrebet »miljøoplysninger« og behovet for en ny offentlighedsreform”. Det kan således med en vis vægt antages, at det materielt mest gunstige retsgrundlag for den aktindsigtssøgende er miljøoplysningsloven og lovens afvejningsregel i § 2, stk. 3.

Det ses dog undertiden i praksis, at myndigheder både foretager en generel og konkret afvejning efter miljøoplysningslovens § 2, stk. 3, samt en meroffentlighedsvurdering efter 1985-offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt., og 2013-offentlighedslovens § 14. Se f.eks. FOB 2017-6, hvor ombudsmanden i øvrigt ikke fandt grundlag for at kritisere, at Udenrigsministeriet havde overvejet at udlevere et dokument efter princippet om meroffentlighed i både 1985-offentlighedsloven og 2013-offentlighedsloven.

I Miljø- og Fødevareklagenævnets praksis ses heller ikke en konsistent linje. Se f.eks. nævnets afgørelse af 12. juli 2019 i sag 19/02883, hvor det anføres, at princippet om meroffentlighed, for så vidt angår aktindsigt i miljøoplysninger, er erstattet af afvejningsreglerne i miljøoplysningsdirektivets artikel 4, stk. 2. Se dog modsat nævnets afgørelse af 6. maj 2019 i sag 19/00176 om Odense Letbane P/S, hvor nævnet bemærkede, at Odense Letbane ved en fornyet behandling af sagen skulle ”overveje, om der kan meddeles aktindsigt i videre omfang på baggrund af princippet om meroffentlighed, jf. 1985-offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt., som er videreført i 2013-offentlighedslovens § 14”.

Indtil der foreligger en afklaring i praksis, må det være op til den enkelte myndighed, hvorvidt myndigheden i sager efter miljøoplysningsloven af egen drift også overvejer meroffentlighed efter 1985-offentlighedsloven og/eller 2013-offentlighedsloven.

Ved vurderingen af, om der skal gives meraktindsigt efter 1985-lovens § 4, stk. 1, sidste pkt., skal du ved et konkret skøn foretage en afvejning mellem de relevante modstående interesser. Der skal således på den ene side tages hensyn til styrken, svagheden eller fraværet af den aktindsigtssøgendes interesse i at få indsigt i den pågældende sag eller de pågældende dokumenter og oplysninger, og på den anden side styrken af den beskyttelsesinteresse, der ligger bag den pågældende undtagelsesbestemmelse, og andre lovlige hensyn.

I de tilfælde, hvor et massemedie eller en forsker tilknyttet et anerkendt forskningsinstitut beder om aktindsigt, vil det i almindelighed kunne lægges til grund, at der foreligger en berettiget interesse i at kunne få indsigt i dokumenterne eller oplysningerne. Hvor der foreligger et reelt og sagligt behov for at undtage de pågældende dokumenter m.v., vil vurderingen af spørgsmålet om meraktindsigt formentlig meget ofte føre til, at der ikke er grundlag for at give indsigt efter meroffentlighedsprincippet. Er der omvendt ikke noget reelt og sagligt behov for at undtage dokumenterne m.v., bør der gives meraktindsigt.

Fra praksis kan nævnes FOB 2014-29.

Det tidsmæssige aspekt har normalt betydning for meroffentlighedsvurderingen. Er dokumenterne m.v. f.eks. mange år gamle, må myndigheden overveje, om der fortsat er grundlag for at undtage dokumentet m.v. Er dokumenterne m.v. efterfølgende blevet offentliggjort, bør dette også indgå i afvejningen.

Fra praksis kan henvises til FOB 2017-8 og FOB 2016-26.

Du skal være opmærksom på, at reglen om meroffentlighed i praksis har begrænset betydning i forhold til oplysninger omfattet af 1985-offentlighedslovens §§ 10-13. Meroffentlighed har størst praktisk betydning i forhold til dokumenter, der kan undtages fra aktindsigt, jf. herom nedenfor pkt. 3.

Selv om der skulle være grundlag for meroffentlighed, fordi der ikke er et reelt og sagligt behov for at undtage den pågældende sag eller de pågældende dokumenter eller oplysninger fra aktindsigt, kan muligheden for meroffentlighed være udelukket.

For det første kan der ikke gives meroffentlighed, hvis dette vil være i strid med regler om tavshedspligt, jf. 1985-offentlighedslovens § 4, stk. 1, sidste pkt. Dette indebærer, at du som udgangspunkt ikke som led i reglen om meroffentlighed kan videregive oplysninger omfattet af tavshedspligten i straffelovens § 152 og forvaltningslovens § 27, samt oplysninger omfattet af særlige tavshedspligtsbestemmelser, der måtte være fastsat på det enkelte lovområde.

Hvis du har undtaget oplysninger fra retten til aktindsigt efter undtagelsesbestemmelserne i 1985-offentlighedslovens §§ 10-13, vil dette i almindelighed indebære, at der ikke kan gives aktindsigt efter reglen om meroffentlighed, da sådanne oplysninger normalt også vil være underlagt tavshedspligt efter forvaltningslovens § 27.

Du vil dog – uanset at en oplysning er omfattet af en særlig tavshedspligtbestemmelse – kunne give meroffentlighed, hvis den pågældende tavshedspligtbestemmelse varetager hensynet til en offentlig interesse, som myndigheden selv kan råde over. Dette kan f.eks. tænkes at være tilfældet, hvis en særlig tavshedspligtbestemmelse varetager hensynet til den (særlige) interne beslutningsproces i en forvaltningsmyndighed. Du vil ligeledes kunne give meroffentlighed i tavshedsbelagte oplysninger, hvis de pågældende oplysninger er tilstrækkeligt effektivt anonymiserede, dvs. at du har sikret dig, at den pågældende person ikke vil kunne genkendes, jf. herom Offentlighedskommissionens betænkning nr. 1510/2009, side 703 ff.

For det andet kan der ikke gives meroffentlighed, hvis dette vil være i strid med regler i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven. Dette indebærer, at du som udgangspunkt ikke som led i reglen om meroffentlighed kan videregive oplysninger omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 9 og 10 samt visse oplysninger omfattet af artikel 6.

Du vil dog kunne give meroffentlighed i oplysninger omfattet af disse bestemmelser, hvis de pågældende oplysninger er tilstrækkeligt effektivt anonymiserede, eller hvis der er givet udtrykkeligt samtykke.

1985-forvaltningsloven indeholder ikke en bestemmelse om meroffentlighed, men da loven har karakter af en minimumslov, er myndigheden ikke afskåret fra at give meraktindsigt efter et princip svarende til 1985-offentlighedslovens § 4, stk. 1, sidste pkt.

Du kan bruge denne skabelon, når du i forbindelse med en afgørelse om aktindsigt skal overveje meroffentlighed.

Du skal være opmærksom på, at alle breve i en aktindsigtssag skal afspejle sagens konkrete omstændigheder, og at du derfor bør foretage de nødvendige tilpasninger i skabelonen. Du skal navnlig være opmærksom på, om der er behov for en mere konkret begrundelse, end skabelonteksten lægger op til.

Gennemse vores resuméer af relevant praksis fra ombudsmanden her.