Aktindsigt trin for trin

Straffesager

Retten til aktindsigt omfatter ikke sager inden for strafferetsplejen, jf. miljøoplysningslovens § 2, stk. 1, jf. 1985-offentlighedslovens § 2, stk. 1, 1. pkt. Med begrebet ”sager inden for strafferetsplejen” forstås alle sager vedrørende gennemførelse af strafferetlige retsfølger, herunder også de sager, der efter særlig hjemmel behandles af andre forvaltningsmyndigheder end politi og anklagemyndighed.

1985-offentlighedslovens § 2, stk. 1, 1. pkt., har følgende ordlyd:

Få adgang og se afgørelser Læs ombudsmandens udtalelser
§ 2

Loven gælder ikke for sager inden for strafferetsplejen Sager inden for strafferetsplejen Sager vedrørende gennemførelse af strafferetlige retsfølger. .

[...]

Ombudsmandens udtalelser

Uddybende bemærkninger, praksis mv.

1. Sager inden for strafferetsplejen

Begrebet ”sager inden for strafferetsplejen” skal fortolkes bredt. Omfattet af bestemmelsen er således bl.a.

  • sager vedrørende politiets efterforskning af lovovertrædelser og anklagemyndighedens udøvelse af funktioner i forbindelse med en straffesags behandling ved domstolene;
  • sager i forbindelse med fuldbyrdelse af straffedomme, herunder sager om prøveløsladelse, udsættelse af strafafsoning, udgangstilladelse, ikendelse af disciplinærstraffe mv.;
  • sager om udlevering af lovovertrædere; sager om anvendelse af disciplinærmidler inden for forsvaret og civilforsvaret;
  • sager om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning, som behandles administrativt i henhold til retsplejelovens regler herom, samt
  • sager om opløsning af foreninger.

Undtagelsen i 1985-offentlighedslovens § 2, stk. 1, 1. pkt., gælder ikke kun for politi og anklagemyndighed, men også for sager hos andre forvaltningsmyndigheder. Det gælder for det første de tilfælde, hvor forvaltningsmyndigheder som f.eks. SKAT og Arbejdstilsynet kan afslutte sager med bødeforlæg. Det gælder også, hvor forvaltningsmyndigheder, f.eks. tilsynsmyndigheder, overgiver en sag til politiet til strafferetlig efterforskning. I det tilfælde er sagerne omfattet af lovens almindelige regler om aktindsigt, indtil det tidspunkt der træffes beslutning om at indgive politianmeldelse. Herefter bliver sagen til en straffesag i offentlighedslovens forstand – både hos forvaltningsmyndigheden og hos politiet. I tilfælde, hvor politi eller anklagemyndighed indhenter en udtalelse hos en anden myndighed til brug for straffesagens behandling, er høringssagen ligeledes undtaget fra aktindsigt hos begge myndigheder.

Uden for bestemmelsens anvendelsesområde falder sager om disciplinærforfølgning og generelle sager inden for strafferettens område.

Bestemmelsen i 1985-offentlighedslovens § 2, stk. 1, 1. pkt., omfatter både sager vedrørende enkeltpersoner og juridiske personer som for eksempel aktie- og anpartsselskaber.

Få adgang og se afgørelser Læs ombudsmandens udtalelser

2. Hvilke dokumenter er omfattet?

Når du vurderer, at der ikke kan gives aktindsigt i en sag efter 1985-offentlighedslovens § 2, stk. 1, 1. pkt., betyder det, at hele sagen – det vil sige samtlige sagens dokumenter og oplysninger – er undtaget fra aktindsigt. Dette gælder, selvom der er dokumenter eller oplysninger i sagen, som ville kunne have været undergivet aktindsigt, hvis de havde foreligget i en anden sammenhæng.

Få adgang og se afgørelser Læs ombudsmandens udtalelser

3. Overgangen til en straffesag

1985-offentlighedslovens § 2, stk. 1, 1. pkt., gælder som nævnt bl.a. de sager, hvor en anden forvaltningsmyndighed end politiet efterforsker et forhold og derefter overgiver sagen til politiet. Det kan for eksempel gælde myndigheder, der foretager politianmeldelser som led i udøvelsen af kontrolopgaver. Sådanne sager vil være omfattet af lovens almindelige regler om aktindsigt indtil det tidspunkt, hvor der er truffet beslutning om, at sagen skal overgives til politiet. Efter dette tidspunkt skifter sagen karakter og bliver en sag inden for strafferetsplejen også hos den pågældende forvaltningsmyndighed. Fra praksis kan der henvises til FOB 1996.93 og FOB 1992.296.

Bestemmelsen gælder desuden i det tilfælde, hvor politiet eller anklagemyndigheden indhenter en udtalelse hos en anden forvaltningsmyndighed til brug for en straffesags behandling. Den høringssag, som i dette tilfælde vil blive oprettet, vil være undtaget fra aktindsigt efter 1985-offentlighedslovens § 2, stk. 1, 1. pkt. Det gælder både sagen hos politiet eller anklagemyndigheden og sagen hos den forvaltningsmyndighed, som har afgivet udtalelsen.

I det tilfælde, hvor offentlig påtale kun kan iværksættes på begæring af den pågældende offentlige myndighed, er den del af sagen, der angår dette spørgsmål om påtale, også undtaget efter 1985-offentlighedslovens § 2, stk. 1, 1. pkt., selvom sagen endnu ikke er overgivet til politiet. Det samme gælder i sager, hvor myndigheden selv kan rejse offentlig påtale, men det er så et krav, at myndigheden faktisk tager skridt hertil.

Få adgang og se afgørelser Læs ombudsmandens udtalelser

4. Efter overgivelsen til politiet

Når forvaltningsmyndigheden har truffet beslutning om, at sagen skal overgives til politiet, er sagen en straffesag i offentlighedslovens forstand og kan altså undtages fra aktindsigt efter 1985-offentlighedslovens § 2, stk. 1, 1. pkt.

De dokumenter, der er indeholdt i straffesagen, er undtaget fra aktindsigt efter 1985-offentlighedslovens § 2, stk. 1, 1. pkt., både hos politiet og hos den forvaltningsmyndighed, som oprindeligt havde dokumenterne. Findes der dokumenter hos forvaltningsmyndigheden, som ikke er overgivet til politiet, fordi de ikke anses for at have betydning for straffesagen, vil disse dokumenter fortsat være omfattet af offentlighedslovens almindelige regler om aktindsigt (og betragtes altså ikke som en del af straffesagen). Du skal i denne sammenhæng være opmærksom på, at retten til indsigt kan begrænses efter lovens øvrige undtagelsesbestemmelser.

Hvis forvaltningsmyndigheden efter at have sendt sagens dokumenter til politiet selv anvender de pågældende dokumenter i en anden sammenhæng, f.eks. i forbindelse med en fortsat tilsynssag, vil der være adgang til aktindsigt i denne (tilsyns)sag efter lovens almindelige regler.

Hvis akterne fra en straffesag udlånes til en anden myndighed til brug for denne myndigheds sagsbehandling i en ikke-straffesag, vil de udlånte dokumenter ikke længere kunne undtages fra retten til aktindsigt efter 1985-offentlighedslovens § 2, stk. 1, 1. pkt.

Få adgang og se afgørelser Læs ombudsmandens udtalelser

5. Særlig bestemmelse i 2013-offentlighedsloven om administrative bødeforelæg

Du skal være opmærksom på, at der efter 2013-offentlighedslovens § 19, stk. 2, i overensstemmelse med lovens almindelige regler, skal gives aktindsigt i bødeforlæg, som er vedtaget af en juridisk person. Bestemmelsen gælder ikke for bødeforlæg, som er udstedt af politiet eller anklagemyndigheden, jf. 2013-offentlighedslovens § 19, stk. 3.

På dette punkt giver offentlighedsloven fra 2013 således en videre adgang til aktindsigt, end hvad der følger af miljøoplysningsloven. Som følge af princippet om, at afgørelser om aktindsigt skal afgøres efter det for den aktindsigtssøgende materielt mest gunstige retsgrundlag, skal der meddeles aktindsigt efter 2013-offentlighedsloven, da det ikke har været formålet med miljøoplysningsloven at indskrænke retten til aktindsigt efter andre regler, jf. Mohammad Ahsan, Offentlighedsloven med kommentarer, side 89.

Hvis du kan læse mere om 2013-offentlighedslovens § 19, stk. 2 og 3 her. 

Få adgang og se afgørelser Læs ombudsmandens udtalelser

6. Afvejningsreglerne

Det følger af miljøoplysningslovens § 2, stk. 3, at lovens afvejningsregler ikke gælder for sager omfattet af 1985-offentlighedslovens § 2, stk. 1, 1. pkt., som behandles af politiet og anklagemyndigheden.

Sager inden for strafferetsplejen, som behandles af miljømyndighederne, vil derimod være omfattet af afvejningsreglerne, jf. betænkning afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget den 12. januar 2005 til lovforslag nr. L 60, folketingsåret 2004-05.

Hvis du som miljømyndighed behandler en anmodning om aktindsigt inden for strafferetsplejen, jf. 1985-offentlighedslovens § 2, stk. 1, skal du derfor være opmærksom på bestemmelsen i miljøoplysningslovens § 2, stk. 3, hvorefter der skal foretages en konkret afvejning af offentlighedens interesser, der varetages ved udlevering af miljøoplysningerne, over for de interesser, der varetages ved at afslå udlevering. Bestemmelsen i 1985-offentlighedslovens § 2, stk. 1, 1. pkt., skal endvidere anvendes restriktivt under hensyntagen til samfundets interesse i, at oplysningerne offentliggøres i det konkrete tilfælde.

Få adgang og se afgørelser Læs ombudsmandens udtalelser

7. Meroffentlighed

Du skal være opmærksom på, at selvom alle dokumenter og oplysninger i sager inden for strafferetsplejen er undtaget fra aktindsigt efter 1985-offentlighedslovens § 2, stk. 1, 1. pkt., så vil der som følge af et ulovbestemt princip om meroffentlighed i praksis kunne gives en vis begrænset aktindsigt i sager om strafferetlig forfølgning af juridiske personer. Det kan for eksempel være oplysninger om en juridisk persons identitet, og hvilken lovovertrædelse sagen angår.

Få adgang og se afgørelser Læs ombudsmandens udtalelser

8. Forvaltningsloven

Der gælder en næsten tilsvarende undtagelsesbestemmelse i 1985-forvaltningslovens § 9, stk. 3, hvorefter den, der er part i en straffesag, som udgangspunkt ikke har ret til aktindsigt i sager om strafferetlig forfølgning af lovovertrædelser.

Reglen modificeres dog af 1985-forvaltningslovens § 18. Herefter kan en part i en straffesag forlange at blive gjort bekendt med en sags dokumenter, når sagen er afgjort, i det omfang, dette er rimeligt begrundet af hensyn til varetagelse af den pågældendes interesser, og hensynet til forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser eller særlige hensyn til beskyttelse af sigtede, vidner eller andre ikke taler herimod. Adgangen til aktindsigt i en afgjort straffesag gælder dog ikke for dokumenter hos politiet og anklagemyndigheden, som i stedet er omfattet af retsplejelovens regler.

Få adgang og se afgørelser Læs ombudsmandens udtalelser

9. Retsplejeloven

Aktindsigt i straffesager hos politiet, anklagemyndigheden og domstolene er primært reguleret i retsplejeloven. Retsplejelovens kapitel 3 a regulerer offentlighedens adgang til aktindsigt i retssager, mens reglerne i §§ 729 a-729 d regulerer forsvarerens og den sigtedes/tiltaltes adgang til aktindsigt i retssager.

Retsplejelovens regler suppleres af miljøoplysningslovens § 5 a, hvorefter enhver hos retten kan forlange udskrift af domme, kendelser og andre retsafgørelser i civile retssager om 1) aktindsigt i miljøoplysninger i medfør af miljøoplysningsloven, 2) offentlig deltagelse i afgørelser vedrørende konkrete aktiviteter med indvirkning på miljøet, 3) foreneligheden med miljølovgivningen af privates eller offentlige myndigheders handlinger og undladelser.

Hvis du undtager en dom fra aktindsigt efter 1985-offentlighedslovens § 2, stk. 1, 1. pkt., skal du huske at vejlede om muligheden for at søge om aktindsigt i dommen hos domstolene, jf. FOB 2009-17-2.

Få adgang og se afgørelser Læs ombudsmandens udtalelser

10. Brevskabelon - straffesager

Du kan bruge denne skabelon, hvis du modtager en anmodning om aktindsigt i en straffesag.

Du skal være opmærksom på, at alle breve i en aktindsigtssag skal afspejle sagens konkrete omstændigheder, og at du derfor bør foretage de nødvendige tilpasninger i skabelonen. Du skal navnlig være opmærksom på, om der er behov for en mere konkret begrundelse, end skabelonteksten lægger op til.

Brevskabelon Få adgang og se afgørelser Læs ombudsmandens udtalelser

11. Ombudsmandens udtalelser

Gennemse vores resuméer af relevant praksis fra ombudsmanden her.

Ombudsmandens udtalelser
Ombudsmandens udtalelser
Få adgang og se afgørelser Læs ombudsmandens udtalelser
Del Aktindsigtshåndbogen
Tilmeld dig Aktindsigtshåndbogens nyhedsbrev
Tilmeld