Aktindsigt trin for trin

Håndtering af aktindsigt

Lovvalg

Er du ansat ved en offentlig myndighed, skal du være opmærksom på samspillet mellem databeskyttelsesforordningens og databeskyttelseslovens regler om indsigt samt forvaltningslovens og offentlighedslovens regler om partsaktindsigt og egenacces.

Som udgangspunkt skal du give den registrerede indsigt og/eller aktindsigt efter de regler, der i den konkrete sag er mest gunstig for den registrerede. Det er uden betydning, hvilket regelsæt den registrerede har henvist til i sin henvendelse.

Få adgang og se afgørelser Læs ombudsmandens udtalelser

UDDYBENDE BEMÆRKNINGER, PRAKSIS MV.

1. Forvaltningsloven

Hvis en registeret person anmoder din myndighed om indsigt i oplysninger, der indgår i en afgørelsessag, hvor den registrerede er part, skal anmodningen som udgangspunkt behandles med udgangspunkt i forvaltningslovens regler om partsaktindsigt.

Dette skyldes, at forvaltningsloven giver den registrerede adgang til oplysninger i videre omfang end databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven. F.eks. har regler om tavshedspligt ikke betydning for partsaktindsigt efter forvaltningsloven, hvorimod retten til indsigt efter databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven er begrænset af særlige bestemmelser af tavshedspligt, jf. databeskyttelseslovens § 22, stk. 3, jf. offentlighedslovens § 35.  

Hvis oplysningerne om den registrerede behandles elektronisk eller indgår i et manuelt register, vil en anmodning om indsigt dog tillige være omfattet af databeskyttelsesforordningens og databeskyttelseslovens regler om indsigtsretten. Dette betyder, at du, uanset at afgørelsen skal træffes med udgangspunkt i forvaltningslovens regler, skal sikre dig, at du ved afgørelsen af indsigtsanmodningen også opfylder de krav, der følger af databeskyttelsesforordningens artikel 15, herunder at du både giver en kopi af selve personoplysningerne, der behandles, samt giver indsigt i kontekstoplysninger mv.

Databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven begrænser som udgangspunkt ikke parters adgang til partsaktindsigt efter reglerne i forvaltningsloven. Dette med undtagelse af forvaltningens regler om meroffentlighed, idet der blandt andet ikke kan gives meroffentlighed, hvis dette vil være i strid med regler i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven jf. forvaltningslovens § 10, stk. 1, 2. pkt.

Få adgang og se afgørelser Læs ombudsmandens udtalelser

2. Offentlighedsloven

Den registrerede kan opnå egenacces efter offentlighedsloven, hvis den registrerede anmoder om oplysninger, der fremgår af dokumenter, der er indgået til eller oprettet af din myndighed som led i en administrativ sagsbehandling i forbindelse med jeres virksomhed.

Hvis din myndighed modtager en anmodning om indsigt i personoplysninger, der behandles elektronisk eller som indgår i et manuelt register, vil anmodningen om indsigt dog tillige være omfattet af databeskyttelsesforordningens og databeskyttelseslovens regler om indsigtsret.

En registeret kan som udgangspunkt opnå samme adgang til indsigt i oplysninger om den registrerede, selv efter offentlighedsloven og databeskyttelsesloven, idet retten til indsigt kan udtages i samme omfang efter de to regelsæt, jf. databeskyttelsesloven § 22, stk. 3.

Udgangspunktet om det mest gunstige retsgrundlag har i dette tilfælde derfor ikke nævneværdig betydning. Hvis den registrerede alene har anmodet om indsigt i oplysninger om den registrerede selv, og disse er undergivet elektronisk behandling eller indgår i et manuelt register, kan du således nøjes med at behandle anmodningen efter databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.

Du skal i alle tilfælde, hvor anmodningen er omfattet af databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven, sikre dig, at du opfylder de krav, der følger af databeskyttelsesforordningens artikel 15, herunder at du både giver en kopi af selve personoplysningerne, der behandles, samt giver indsigt i kontekstoplysninger mv.

Databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven begrænser som udgangspunkt ikke en persons adgang til egenacces efter reglerne i offentlighedsloven. Dette med undtagelse af offentlighedslovens regler om meroffentlighed, idet der blandt andet ikke kan gives meroffentlighed, hvis dette vil være i strid med regler i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven, jf. forvaltningslovens § 14, stk. 1, 2. pkt.

Få adgang og se afgørelser Læs ombudsmandens udtalelser

3. Miljøoplysningsloven

Miljøoplysningsloven gælder for anmodninger om aktindsigt i miljøoplysninger. Begrebet miljøoplysninger er bredt og omfatter forskellige oplysninger, herunder oplysninger om tilstanden i miljøelementer samt oplysninger om politikker, lovgivning mv. vedrørende disse miljøelementer.

Du skal behandle en anmodning om indsigt med udgangspunkt i det regelsæt, der er mest gunstig for den registrerede. Vær i den forbindelse opmærksom på, at anmodninger om indsigt, der er omfattet af miljøoplysningsloven, skal behandles i overensstemmelse med de betingelser og undtagelser, der følger af 1985-offentlighedsloven samt 2012-forvaltningsloven, jf. miljøoplysningslovens § 2, stk. 1, og § 6, stk. 2.

Hvis oplysningerne om den registrerede behandles elektronisk eller indgår et manuelt register, vil en afgørelse om indsigt, uanset at denne træffes med udgangspunkt i miljøoplysningsloven, tillige skulle leve op til databeskyttelsesforordningens og databeskyttelseslovens regler om indsigtsret. Dette betyder, at du i praksis skal sikre dig, at du ved afgørelsen af indsigtsanmodningen også opfylder de krav, der følger af databeskyttelsesforordningens artikel 15, herunder at du både giver en kopi af selve personoplysningerne, der behandles, samt giver indsigt i kontekstoplysninger mv.

Få adgang og se afgørelser Læs ombudsmandens udtalelser

4. Øvrige regler om indsigt

Der findes særlige regler om indsigt i bl.a. arkivloven, sundhedsloven og retsplejeloven, ligesom der kan være fastsat særlige regler om aktindsigt i anden lovgivning.

Udgangspunktet i henhold til disse regler er ligeledes, at du skal give den registrerede indsigt og/eller aktindsigt efter de regler, der i den konkrete sag er mest gunstig for den registrerede. Hvis anmodningen angår personoplysninger, der behandles elektronisk eller som indgår i et manuelt register, skal du dog altid være opmærksom på at opfylde de krav, der følger af databeskyttelsesforordningens artikel 15.

Du kan læse mere om forholdet mellem databeskyttelsesforordningen og andre regler om indsigt i Justitsministeriets betænkning om databeskyttelsesforordningen (Betænkning nr. 1565, del I, bind 2, afsnit 10.2).

Få adgang og se afgørelser Læs ombudsmandens udtalelser
Del Aktindsigtshåndbogen
Tilmeld dig Aktindsigtshåndbogens nyhedsbrev
Tilmeld