Efter reglerne i persondatalovens § 31, stk. 1, har den registrerede ret til indsigt i oplysninger om sig selv (egenacces), når disse personoplysninger er undergivet elektronisk databehandling. Offentlighedsloven indeholder imidlertid også en bestemmelse om en persons ret til at få aktindsigt i oplysninger om sig selv (egenacces), jf. offentlighedslovens § 8. Hvis en person, der ikke er part i en afgørelsessag, beder om aktindsigt i oplysninger om sig selv, opstår spørgsmål om, efter hvilket regelsæt (offentlighedslovens § 8 eller persondatalovens § 31, stk. 1) anmodningen skal behandles.
Hvis en person vil kunne få indsigt i oplysninger om sig selv efter reglerne i såvel persondataloven som offentlighedsloven, skal forvaltningsmyndigheden træffe afgørelse om aktindsigt på det retsgrundlag, der er mest gunstigt for den pågældende. Dette indebærer, at en begæring om egenacces i forhold til personoplysninger, der er undergivet elektronisk databehandling, i praksis vil skulle behandles efter persondataloven og ikke offentlighedsloven, da persondataloven giver ret til at få oplysninger om behandlingens formål, kategorierne af modtagere af oplysningerne og tilgængelig information om, hvorfra oplysningerne stammer, jf. persondatalovens § 31, stk. 1, nr. 2-4.
Persondataloven ophæves den 25. maj 2018. Fra dette tidspunkt finder de nye regler i persondataforordningen anvendelse.