Det er fast antaget, at bestemmelsen har et snævert anvendelsesområde, idet hemmeligholdelse af hensyn til det offentliges eller enkeltpersoners interesser er klart påkrævet. Bestemmelsen kan således kun anvendes i særlige tilfælde i kraft af en konkret afvejning af de pågældende hensyn. Et eksempel herpå er FOB 2014-8, hvor ombudsmanden netop udtalte, at bestemmelsen i offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, har et snævert anvendelsesområde, og at der efter reglerne i miljøoplysningsloven er en særligt vidtgående adgang til aktindsigt.
Når du skal tage stilling til, hvilke beskyttelsesinteresser der kan være omfattet af bestemmelsen i 1985-offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, skal du være opmærksom på, at bestemmelsen i første række skal tilgodese beskyttelsesinteresser, der er anerkendt i lovens øvrige undtagelsesbestemmelser, men hvor de udtrykkelige bestemmelser har vist sig at være utilstrækkelige. Bestemmelsen kan imidlertid også i særlige tilfælde anvendes til at varetage beskyttelsesinteresser, der ikke har en snæver sammenhæng med de interesser, der er kommet til udtryk i undtagelsesbestemmelserne.
Bestemmelsen har principielt set – ligesom resten af 1985-offentlighedslovens § 13 – ikke nogen tidsmæssig grænse. Tidsfaktoren har dog en betydning ved fastlæggelsen af indholdet af bestemmelsen. Det må således vurderes, om det fortsat er nødvendigt og påkrævet at undtage oplysningerne, jf. f.eks. FOB 2013-14.
Bestemmelsen kan bl.a. anvendes for at beskytte hensynet til det offentliges politiske beslutningsproces af særlig karakter. I FOB 2019-21 fandt ombudsmanden ikke grundlag for at kritisere, at Transport-, Bygnings- og Boligministeriet havde undtaget en række oplysninger fra aktindsigt i et notat om strategi for håndteringen af Togfonden 2017, jf. 1985-offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, jf. miljøoplysningslovens § 2, stk. 1.
Se også FOB 2019-8 og FOB 2019-20 om Finansministeriet delvise afslag på aktindsigt i korrespondance om solceller, jf. 1985-offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, jf. miljøoplysningslovens § 2, stk. 1.
Bestemmelsen kan ligeledes anvendes til at undtage dokumenter og oplysninger, som må forventes at komme til at indgå i en kommende undersøgelseskommissions arbejde, hvis det vurderes, at en udlevering af materialet vil være skadelig for kommissionens gennemførelse af sin undersøgelse. I vurderingen vil det skulle indgå, hvor nært forestående nedsættelsen af en undersøgelseskommission er. Derudover vil der skulle lægges vægt på de pågældende dokumenters og oplysningers karakter, herunder om der i forhold til en kommende undersøgelseskommissions arbejde vil være tale om centrale dokumenter. Når en undersøgelseskommission er nedsat, finder § 31, stk. 1, i lov om undersøgelseskommissioner anvendelse. Fra praksis kan nævnes FOB 2016-8.
Bestemmelsen kan også anvendes til at beskytte originale ideer samt foreløbige forskningsresultater og manuskripter. Se ombudsmandsskrivelse af 27. april 2017 (sagsnr. 17/01687), hvor ombudsmanden afslog at behandle en klage over Københavns Universitets afslag på aktindsigt i foreløbige forskningsresultater. Det materiale, som var omfattet af anmodningen, indgik i et forskningsprojekt på Statens Naturhistoriske Museum. Der var på afgørelsestidspunktet endnu ikke publiceret materiale fra projektet. Københavns Universitet indhentede en udtalelse fra forskerne, der deltog i projektet. Det var forskernes opfattelse, at en udlevering af det pågældende materiale ville skade deres mulighed for at få forskningsprojektet publiceret. Ombudsmanden lagde ved sit afslag på at realitetsbehandle klagen, bl.a. vægt på, at universitetet – uanset om den formodningsregel, som er angivet i forarbejderne til 2013-offentlighedslovens § 33, nr. 4, finder anvendelse i forbindelse med en vurdering efter miljøoplysningsloven – gennem indhentelsen af udtalelsen fra forskerne havde sandsynliggjort, at en offentliggørelse vil kunne skade deres mulighed for at få forskningsprojektet publiceret.
Bestemmelsen kan også anvendes til at varetage personale- og ansættelsesmæssige hensyn, f.eks. hvis der i andre sager end konkrete personalesager, som helt er undtaget fra 1985-offentlighedsloven, jf. § 2, stk. 2, 2. pkt., indgår dokumenter eller oplysninger om ansattes forhold. De hensyn, som begrunder § 2, stk. 2. 2. pkt., vil da efter en konkret vurdering medføre, at generalklausulen finder anvendelse. Det gælder, uanset om oplysningerne stammer fra en sag, der er omfattet af § 2, stk. 2, 2. pkt., eller der er tale om oplysninger, der er tilvejebragt på anden måde. Fra praksis kan nævnes FOB 2015-43 og FOB 2014-28.
Der kan efter 1985-offentlighedslovens 13, stk. 1, nr. 6, som udgangspunkt ikke gives afslag på at oplyse navne på myndighedens ansatte (se FOB 2016-14 og FOB 2014-18). I de helt særlige tilfælde, hvor der kan være grund til at beskytte den offentligt ansatte over for en part eller andre, kan et sådant afslag dog meddeles.
I FOB 2014-8 afslog Fødevarestyrelsen i første omgang efter 1985-offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, en anmodning om aktindsigt i oplysninger om, hvilke af en række testede svinebesætninger, der var smittede med den resistente stafylokokbakterie MRSA, med den begrundelse at en udlevering ville medføre en risiko for stigmatisering af besætningsejerne og deres familie. Ombudsmanden udtalte, at det ikke kunne udelukkes, at befolkningens reaktion på forekomst af sygdom hos dyr, som mennesker omgås og kan blive smittet af, kunne nå et niveau, hvor hensynet til at undgå stigmatisering mv. af de berørte, er et hensyn, der kan varetages ved bestemmelsen i 1985-offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, jf. reglerne i miljøoplysningsloven. Ombudsmanden fandt dog, at myndighederne ikke havde tilvejebragt et oplysningsgrundlag, som gjorde det muligt at undtage oplysninger fra aktindsigt efter bestemmelserne. Fødevarestyrelsen meddelte herefter de berørte landmænd, at styrelsen ville offentliggøre oplysningerne. Landbrug & Fødevarer anlagde herefter på vegne af de pågældende svineproducenter sag an mod Fødevarestyrelsen. Højesteret fandt i sin kendelse af 22. januar 2016 trykt i UfR 2016.1526, at søgsmålet ikke skulle tillægges opsættende virkning. Østre landsret frikendte herefter Fødevarestyrelsen i dom af 29. september 2017 trykt i MAD 2017.397.
1985-offentlighedslovens 13, stk. 1, nr. 6, gælder også i egen acces-sager. Fra praksis kan nævnes FOB 2015-24 og FOB 2015-20.