1985-offentlighedsloven indeholder ikke en ressourceafvisningsbestemmelse svarende til 2013-offentlighedslovens § 9, stk. 2, nr. 1.
Som altovervejende udgangspunkt kan anmodninger om aktindsigt efter miljøoplysningsloven derfor ikke afvises med, at behandlingen i givet fald vil nødvendiggøre et uforholdsmæssigt ressourceforbrug, jf. f.eks. MAD 2014.342 og MAD 2019.38.
Det kan dog ikke afvises, at anmodninger, der nødvendiggør et ganske ekstraordinært ressourceforbrug, vil kunne afvises i medfør af miljøoplysningsdirektivets artikel 4, stk. 1, litra b og litra c, jf. 1985-offentlighedsloven. Der kan i den forbindelse henvises til, at ombudsmanden efter 1985-offentlighedsloven i enkelte tilfælde har accepteret afslag på aktindsigt som følge af ressourcemæssige hensyn, jf. FOB 1991.116 og FOB 2011 10-01.
Et sådant synspunkt om en snæver adgang til ressourceafvisning finder bl.a. støtte i forarbejderne til artikel 4, stk. 1, litra b (KOM/2000/0402 endelig udgave), hvoraf det fremgår:
”De offentlige myndigheder bør også kunne afslå adgang til miljøoplysninger, når anmodningen er klart urimelig eller for bredt formuleret. Klart urimelige anmodninger omfatter dem, der i de forskellige nationale retssystemer beskrives som unødige eller som udnyttelse af uforholdsmæssige midler. Desuden kan nogle anmodninger, hvis de skal efterkommes, påføre de offentlige myndigheder uforholdsmæssige omkostninger eller uforholdsmæssige arbejdsbyrder eller hindre eller gribe afgørende ind i den normale udførelse af deres virksomhed. Myndighederne bør kunne afslå adgang i sådanne tilfælde for at sikre, at de selv kan udføre deres opgaver tilfredsstillende.”
Synspunktet finder dog alene begrænset støtte (hvis nogen) i vejledningen til Aarhuskonventionen, jf. United Nations Economic Commission for Europe, The Aarhus Convention, An implementation guide, 2. udgave (2014), side 77 f., der synes at tale for, at der skal “noget mere” til end (blot) en omfangsrig og kompleks anmodning. I vejledningen anførte sted fremgår bl.a.:
“Although the Convention does not give direct guidance on how to define »manifestly unreasonable«, it is clear that it must be more than just the volume and complexity of the information requested. Under article 4, paragraph 2, the volume and complexity of an information request may justify an extension of the one-month time limit to two months. This implies that volume and complexity alone do not make a request »manifestly unreasonable« as envisioned in paragraph 3 (b)”
Vejledningen til Aarhuskonventionen er ikke bindende, men den indgår som fortolkningsbidrag i EU-Domstolens retspraksis, jf. eksempelvis EU-Domstolens dom i sag C-279/12, Fish Legal, og Rettens dom i sag T-545/11, Greenpeace.
Uanset indholdet af vejledningen til Aarhuskonventionen synes der at være et begrænset rum for anvendelse af ressourcemæssige hensyn ved behandling af ganske omfangsrige og komplekse aktindsigtsanmodninger. I det tilfælde en myndighed ønsker at påberåbe sig ressourcehensyn til at begrænse eller afvise aktindsigt i miljøoplysninger, bør det dog ske efter grundige overvejelser, og i hvert fald ikke før en dialog med den aktindsigtssøgende om en rimelig afgrænsning af aktindsigtsanmodningen har vist sig formålsløs.