Efter 1985-offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt., kan du i alle aktindsigtssager overveje, om der kan gives aktindsigt efter reglen om meroffentlighed, selv om den pågældende sag eller de pågældende dokumenter eller oplysninger formelt kan undtages fra aktindsigt.
Du er efter 1985-offentlighedsloven ikke forpligtet til at overveje meroffentlighed, medmindre den aktindsigtssøgende beder herom. Du er heller ikke forpligtet til rent faktisk at give aktindsigt som følge af princippet om meroffentlighed.
2013-offentlighedslovens § 14 statuerer modsat 1985-offentlighedsloven en pligt for myndigheden til at overveje meroffentlighed, medmindre der er anmodet om aktindsigt i en kalendersag, men ikke til rent faktisk at give aktindsigt som følge af princippet om meroffentlighed.
Det er uafklaret i praksis, hvorvidt du i sager efter miljøoplysningsloven alligevel har en pligt til at overveje meroffentlighed efter 2013-offentlighedslovens § 14. Det må dog anses for tvivlsomt, hvorvidt 2013-offentlighedslovens § 14 giver en videre adgang til aktindsigt, end hvad der følger af miljøoplysningsloven.
Til forskel fra princippet om meroffentlighed instituerer miljøoplysningslovens konkrete afvejningsregel i § 2, stk. 3, som sådan en ret for den aktindsigtssøgende, hvorimod meroffentlighedsprincippet ikke i sig selv giver den aktindsigtssøgende en ret til aktindsigt, jf. Azad Taheri Abkenar i UfR 2015B.86, ”Om begrebet »miljøoplysninger« og behovet for en ny offentlighedsreform”. Det kan således med en vis vægt antages, at det materielt mest gunstige retsgrundlag for den aktindsigtssøgende er miljøoplysningsloven og lovens afvejningsregel i § 2, stk. 3.
Det ses dog undertiden i praksis, at myndigheder både foretager en generel og konkret afvejning efter miljøoplysningslovens § 2, stk. 3, samt en meroffentlighedsvurdering efter 1985-offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt., og 2013-offentlighedslovens § 14. Se f.eks. FOB 2017-6, hvor ombudsmanden i øvrigt ikke fandt grundlag for at kritisere, at Udenrigsministeriet havde overvejet at udlevere et dokument efter princippet om meroffentlighed i både 1985-offentlighedsloven og 2013-offentlighedsloven.
I Miljø- og Fødevareklagenævnets praksis ses heller ikke en konsistent linje. Se f.eks. nævnets afgørelse af 12. juli 2019 i sag 19/02883, hvor det anføres, at princippet om meroffentlighed, for så vidt angår aktindsigt i miljøoplysninger, er erstattet af afvejningsreglerne i miljøoplysningsdirektivets artikel 4, stk. 2. Se dog modsat nævnets afgørelse af 6. maj 2019 i sag 19/00176 om Odense Letbane P/S, hvor nævnet bemærkede, at Odense Letbane ved en fornyet behandling af sagen skulle ”overveje, om der kan meddeles aktindsigt i videre omfang på baggrund af princippet om meroffentlighed, jf. 1985-offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt., som er videreført i 2013-offentlighedslovens § 14”.
Indtil der foreligger en afklaring i praksis, må det være op til den enkelte myndighed, hvorvidt myndigheden i sager efter miljøoplysningsloven af egen drift også overvejer meroffentlighed efter 1985-offentlighedsloven og/eller 2013-offentlighedsloven.