Som eksempel på oplysninger omfattet af bestemmelsen kan nævnes oplysninger om det offentliges forhandlinger med offentligt ansattes organisationer om løn- og personaleforhold. Det gælder både oplysninger i forbindelse med aktuelle forhandlinger, som et dokument vedrører, og oplysninger i forbindelse med senere forhandlinger, når dette er af væsentlig betydning for det offentliges fremtidige forhandlingsposition.
Offentlighedslovens § 33, nr. 3, finder også anvendelse på det offentliges kontraktindgåelse, herunder afgivelse af tilbud, køb og salg af fast ejendom mv., f.eks. hvis udlevering af oplysninger vil afskære det offentlige fra at optræde som ligestillet part i det pågældende kontraktforhold.
Efter omstændighederne kan offentlighedslovens § 33, nr. 3, også finde anvendelse, hvor det offentlige indhenter tilbud fra private erhvervsdrivende i forbindelse med indkøb og lignende. Det gælder, hvis der vil være nærliggende risiko for, at aktindsigt i de afgivne tilbud indebærer, at myndigheden i forbindelse med næste udbudsrunde ikke vil kunne få kvalificerede tilbud, eller at det offentliges forhandlingsposition svækkes. For at bruge bestemmelsen kræver det i hvert fald, at der er tale om en konkret forhandlingssituation, som er indledt, eller som med en vis sandsynlighed må forventes, jf. ombudsmandens udtalelse om aktindsigt i oplysninger vedrørende ny politiskole.
Kan det dokumenteres, at oplysningerne angår en klart afgrænset del af det offentliges virksomhed, der udøves som en egentlig forretningsvirksomhed i fuld konkurrence med andre (private) virksomheder, vil det normalt ikke være nødvendigt med yderligere dokumentation for at anse betingelserne for anvendelse af offentlighedslovens § 33, nr. 3, for opfyldt.
I FOB 1991, side 116, godkendte ombudsmanden således et afslag på aktindsigt i dokumenter om Post- og Telegrafvæsenets Jetposttjeneste, der blev drevet på markedsvilkår og var økonomisk adskilt fra postvæsenets øvrige virksomhed. Se også ombudsmandens udtalelse om aktindsigt i konsulentrapport.