Ved særlige tavshedspligtsbestemmelser forstås bestemmelser i særlovgivningen (dvs. uden for de almindelige regler om tavshedspligt i straffeloven, forvaltningsloven og tjenestemandslovgivningen), og som ud fra særlige hensyn fastsætter tavshedspligt i relation til nærmere angivne forhold.

Vurderingen af, om en tavshedspligtsbestemmelse skal henregnes til de ”særlige bestemmelser” herom, beror på en fortolkning af den pågældende bestemmelse, herunder dens ordlyd og forarbejder, og om den er fastsat på baggrund af ”særlige hensyn”.

Bestemmelser i lovgivningen udgør ikke særlige bestemmelser om tavshedspligt, der omfattes af § 35, hvis de alene gentager eller henviser til straffelovens regler, uden at der derved foretages en præcisering eller ændring af tavshedspligtens omfang, eller alene udvider kredsen af personer, der er omfattet af de almindelige tavshedspligtsbestemmelser.

Tavshedsforskrifter optaget i umiddelbart anvendelige EU-retsakter (navnlig forordninger) og andre EU-retsakter og folkeretlige traktater, der ved lov eller i henhold til lov er tillagt gyldighed her i landet, vil også betragtes som specielle tavshedspligtsbestemmelser. Dette gælder også administrative tavshedsforskrifter, hvis det udtrykkeligt fremgår af loven eller forarbejderne, at der er hjemmel til at fastsætte en speciel tavshedsforskrift.

Der er forholdsvis få regler om særlig tavshedspligt. En praktisk meget betydningsfuld regel findes i skatteforvaltningslovens § 17, 1. pkt., hvoraf det følger, at ”Skattemyndighederne skal under ansvar efter §§ 152, 152 a og 152 c-152 f i straffeloven iagttage ubetinget tavshed over for uvedkommende med hensyn til oplysninger om en fysisk eller en juridisk persons økonomiske, erhvervsmæssige eller privatlivet tilhørende forhold, som de under varetagelsen af deres arbejde bliver bekendt med.” Fra praksis kan nævnes ombudsmandens udtalelse om offentliggørelse af responsum.

For så vidt angår den nærmere vurdering af, om en tavshedspligtsbestemmelse er ”særlig”, henvises til Offentlighedskommissionens betænkning nr. 1510/2009, kapitel 18, pkt. 3.1 (side 731 f.), med omtale af den fortegnelse over særlige tavshedspligtforskrifter, der er optrykt i Folketingstidende 1969-70, tillæg B, sp. 2131 f., samt betænkningens bilag 5 (side 1100 ff.), der bl.a. indeholder en oversigt over særlige tavshedspligtbestemmelser inden for de enkelte ministeriers ressortområder.

Hvis der foreligger en særlig tavshedspligtbestemmelse, betyder det som altovervejende hovedregel, at de forhold, der er omfattet af bestemmelsen, ikke er undergivet aktindsigt efter offentlighedsloven. Det gælder, uanset om der efter et konkret skøn i et foreliggende tilfælde kan siges at foreligge et tilstrækkeligt behov herfor.

Hvis kun en del af oplysningerne i et dokument er omfattet af en særlig tavshedspligtbestemmelse, vil myndigheden skulle meddele aktindsigt i dokumentets øvrige indhold. Hvis særlige tavshedspligtsbestemmelser er afgrænset til visse nærmere angivne myndigheder eller personer, f.eks. som i skattelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., der gælder for ”skattemyndighederne”, er det kun de myndigheder og personer, som omfattes af tavshedspligtsbestemmelsen. I det omfang oplysningerne videregives til andre offentlige myndigheder, er de pågældende myndigheder således ikke omfattet af tavshedspligtsbestemmelsen, og kan derfor ikke – medmindre det modsatte er bestemt i loven – undtage oplysningerne efter offentlighedslovens § 35. Den pågældende myndigheds afslag må derfor afgøres efter offentlighedslovens almindelige regler, hvor f.eks. § 33, nr. 5, efter omstændighederne kan anvendes.

Som undtagelse til hovedreglen gælder for det første tilfælde, hvor der er særlig lovhjemmel til at udlevere oplysninger omfattet af en særlig tavshedspligtsbestemmelse – f.eks. forvaltningslovens regler om partsaktindsigt. Som undtagelse gælder for det andet tilfælde, hvor den person, i hvis interesse tavshedspligten gælder, giver samtykke til udlevering af de pågældende oplysninger. Vær dog opmærksom på, at det i lovgivningen kan være bestemt, at samtykke fra den, som tavshedspligten tilsigter at beskytte, ikke indebærer, at oplysningerne kan videregives.

De almindelige regler om tavshedspligt findes i forvaltningslovens § 27, straffelovens § 152 og § 264 d og i tjenestemandslovgivningen.

Der er i praksis i meget vidt omfang identitet mellem de oplysninger, der er omfattet af de almindelige tavshedspligtsregler, og de oplysninger, der ikke er offentligt tilgængelige som følge af offentlighedslovens undtagelsesbestemmelser (lovens §§ 30-33).

Du behøver derfor ikke at vurdere, om de almindelige tavshedspligtsregler er til hinder for, at du udleverer oplysninger, der ikke er offentligt tilgængelige efter lovens §§ 30-33.

Det følger af forvaltningslovens § 9, stk. 5, at bestemmelser om tavshedspligt for personer, der virker i offentlig tjeneste eller hverv, ikke begrænser pligten til at give aktindsigt efter lovens kapitel om aktindsigt, jf. dog § 15 a, stk. 1.

Denne regel indebærer, at adgangen til partsaktindsigt efter forvaltningsloven ikke begrænses af hverken almindelige eller særlige tavshedsforskrifter. Dog viger partsaktindsigten for oplysninger omfattet af lovens § 15 a, stk. 1, om rigets udenrigspolitiske interesser m.v., herunder forholdet til andre lande eller internationale organisationer, i det omfang fortrolighed følger af EU-retlige eller folkeretlige forpligtelser el.lign.

Se alle relevante udtalelser om dette emne.