Bestemmelsen hjemler alene en tidsbegrænset undtagelse fra adgangen til aktindsigt. Efter det tidspunkt, hvor et lovforslag måtte være fremsat for Folketinget, vil der være adgang til aktindsigt i sagens dokumenter efter lovens almindelige regler. Særligt med hensyn til bevillingssager, der forelægges for Folketingets Finansudvalg, skal du være opmærksom på, at loven finder anvendelse, allerede når bevillingsansøgningen er forelagt for finansudvalget, og ikke først fra tidspunktet for fremsættelsen af de bevillingslovforslag, hvori den pågældende bevillingssag indgår.
I tilfælde, hvor overvejelserne om et eventuelt lovgivningsinitiativ ikke giver anledning til fremsættelse af lovforslag, indebærer bestemmelsen en (varig) udelukkelse af adgangen til aktindsigt i den pågældende lovgivningssag.
Når et lovforslag er fremsat for Folketinget, vil der være adgang til aktindsigt i lovgivningssagens dokumenter og oplysninger efter offentlighedslovens almindelige regler. Du skal være opmærksom på, at dokumenter, der udveksles mellem forvaltningsmyndigheder i forbindelse med lovgivningsinitiativer, vil kunne undtages fra aktindsigt efter bestemmelsen om ministerbetjening i lovens § 24, stk. 1. Dokumenter, der udarbejdes og udveksles mellem ministre og folketingsmedlemmer i forbindelse med sager om lovgivning, vil kunne undtages fra aktindsigt efter folketingspolitikerreglen i lovens § 27, nr. 2. Dette forudsætter naturligvis, at betingelserne for at bringe bestemmelserne i anvendelse i øvrigt er opfyldt.
Det er et krav, at du ekstraherer oplysninger efter lovens §§ 28 og 29 fra disse dokumenter. Det betyder, at du som udgangspunkt skal udlevere faktiske oplysninger og oplysninger om eksterne faglige vurderinger (§ 28), ligesom du skal udlevere oplysninger om interne faglige vurderinger i endelig form (§ 29). Det gælder dog ikke dokumenter, der er udarbejdet til brug for ministerrådgivning.