Udlevering af materiale
Når du som dataansvarlig modtager en anmodning om indsigt, skal du træffe en afgørelse overfor den registrerede. Afgørelsen kan enten gå ud på, at anmodningen imødekommes fuldt ud, eller at den helt eller delvist afslås.
Ved besvarelse af indsigtsanmodningen skal den dataansvarlige udlevere en række oplysninger og materiale til den registrerede. Indsigtsanmodningen kan ikke besvares ved, at den dataansvarlige på en hjemmeside eller lignede informerer i overensstemmelse med oplysningspligten, idet den registrerede dermed ikke gives oplysningerne. Du skal som dataansvarlig tage aktive skidt til at give oplysningerne.
Hvis du behandler personoplysninger om en person, der anmoder om indsigt, skal du give vedkommende indsigt i indholdet af de personoplysninger, som du behandler om vedkommende. I den forbindelse kan du vælge at give indsigt ved at udlevere kopier af originale dokumenter, sagsmapper, tv-overvågning mv. eller ved at kopiere oplysningerne om den registrerede over i et nyt dokument eller lignende. Det vigtigste er, at den registrerede modtager en egentlig kopi af selve oplysningerne. Dette er med til at sikre, at den registrerede nemmest kan forvisse sig om, hvorvidt de konkrete oplysninger om vedkommende er korrekte og lovlige. Du kan også give den registrerede indsigt i vedkommendes oplysninger ved, at du elektronisk giver vedkommende adgang til at tilgå personoplysningerne fra vedkommendes egen PC eller lignende, jf. Datatilsynets vejledning om de registreredes rettigheder, juli 2018, side 26 f.
Det er kun oplysningerne om den registrerede selv, som skal udleveres ved besvarelse af indsigtsanmodningen. Hvis materialet indeholder oplysninger om andre personer, skal du sløre eller på anden vis fjerne disse. Det gælder, uanset om der udleveres kopier af originale dokumenter mv., eller om du kopierer oplysninger over i et nyt dokument eller lignende.