Klage over afgørelsen
Afviser du en anmodning fra den registrerede, skal du underrette vedkommende om dette straks og senest en måned efter modtagelsen af anmodningen.
Ved afvisning af en indsigtsanmodning, skal den dataansvarlige begrunde afslaget og vejlede om, at den pågældende person kan klage til en tilsynsmyndighed, hhv. Datatilsynet eller Domstolsstyrelsen, eller indbringe sagen for domstolene. Som udgangspunkt er Datatilsynet rette tilsynsmyndighed, hvorfor der alene skal vejledes om deres klageadgang. Domstolsstyrelsen fører alene tilsyn med behandling af personoplysninger, der foretages for domstolene, når disse ikke handler i deres egenskab af domstol, jf. databeskyttelseslovens § 37, stk. 1.
Både offentlige myndigheder og private har en retlig forpligtelse til at begrunde eventuelle afslag på anmodninger samt give de registrerede klagevejledning efter databeskyttelsesforordningen.
Som offentlig myndighed skal begrundelsen for afslag og klagevejledningen også leve op til kravene i kapitel 6 og 7 i forvaltningsloven.