Det er et krav efter offentlighedslovens § 30, nr. 2, at du foretager en konkret vurdering. For at undtage oplysninger i et dokument fra aktindsigt er det altså ikke tilstrækkeligt, at du blot konstaterer, at oplysningerne omhandler drifts- og forretningsforhold.
I de fleste tilfælde, hvor en myndighed er blevet kritiseret af ombudsmanden i forbindelse med anvendelsen af § 30, nr. 2, skyldes det typisk, at myndigheden ikke har foretaget den fornødne konkrete vurdering. Det er derfor vigtigt, at du angiver, hvilke væsentlige hensyn der nødvendiggør afslaget på aktindsigt.
Du kan med fordel indhente en udtalelse fra den person eller virksomhed, som oplysningerne vedrører. En sådan udtalelse er ikke bindende, når du konkret skal vurdere aktindsigtsspørgsmålet.
Efter de specielle bemærkninger til lovforslagets § 30, nr. 2, er bestemmelsen kun anvendelig, hvis indrømmelsen af aktindsigt efter et konkret skøn må antages at indebære en nærliggende risiko for, at der – typisk af konkurrencemæssige årsager – påføres den pågældende person eller virksomhed navnlig økonomisk skade af nogen betydning.
Der skal være en klar årsagsforbindelse mellem aktindsigt i oplysningerne og risikoen for, at den pågældende person eller virksomheden påføres et økonomisk tab. Hvis tabet i det væsentlige indtræder af andre årsager, er betingelserne for at anvende bestemmelsen i offentlighedslovens § 30, nr. 2, således ikke opfyldt. Risikoen skal være konkret.
I FOB 2007, side 315, havde Fødevarestyrelsen givet afslag på aktindsigt i navnene på 18 dyrlæger, der udskrev mest antibiotika, idet der efter styrelsens opfattelse var en nærliggende risiko for, at den offentlige omtale ville kunne få alvorlige indvirkninger på dyrlægernes konkurrenceevne og derved også få økonomiske konsekvenser for dem. Ombudsmanden fandt ikke, at denne risiko var underbygget eller sandsynliggjort på en sådan måde og i en sådan grad, at der var grundlag for at give afslag på aktindsigt efter den tidligere offentlighedslovs § 12, stk. 1, nr. 2. Ombudsmanden henviste til, at grundlaget for risikovurderingen var af generel karakter og f.eks. ikke var underbygget af konkrete erfaringer med væsentlige skadevirkninger af aktindsigt i lignende sager.
Oplysninger som f.eks. CVR.nr. og årsindkomst, der fremgår af offentligt tilgængelige kilder, kan aldrig undtages – heller ikke selvom de sammenstilles på en ny måde i dokumentet.
I forhold til oplysninger om en virksomheds interne drifts- og forretningsforhold, gælder en klar formodning for, at udlevering af oplysningerne vil indebære en nærliggende risiko for, at virksomheden eller den person, oplysningerne angår, vil lide skade af betydning. Se f.eks. ombudsmandens udtalelse om aktindsigt i tilbud ved salg af aktier, hvor ombudsmanden ikke fandt grundlag for at kritisere, at Finansministeriet havde meddelt en journalist afslag på aktindsigt i de tilbud, der blev afgivet i forbindelse med salget af aktier i DONG. Ombudsmanden lagde i den forbindelse vægt på den såkaldte formodningsregel.
Den aktindsigtssøgendes individuelle interesse i oplysningen skal ikke tages i betragtning ved vurderingen af, om begæringen skal imødekommes.
Spørgsmålet om anvendelse af offentlighedslovens § 30, nr. 2, vil ofte være relevant i udbudssager, hvor de tilbudsafgivende virksomheder ønsker indsigt i hinandens tilbud mv. som led i en klagesag. Du kan læse mere om udbudssagerne under særlige sagstyper, hvis du har fuld adgang til Aktindsigtshåndbogen.